Den regionale by

Globaliseringen gør verden stadig mere forbundet. Det betyder blandt andet, at konkurrencen om at klare sig godt som nation, som region - og som kommune – hele tiden skærpes.

I Danmark er der behov for, at byer og kommuner samarbejder om at understøtte den danske udvikling, hvis vi skal blive ved med at være en konkurrencedygtig nation. De danske storbyregioner spiller en særlig rolle for den nationale vækst, fordi arbejdskraft, virksomheder, erhvervsklynger og vidensinstitutioner især koncentrerer sig i og omkring de største danske byer.

Samtidig med, at de danske kommuner hver især ruster sig til den indbyrdes konkurrence om borgere, arbejdspladser, investeringer og lignende, er der også behov for, at de samarbejder om at skabe vækst og udvikling i hele Danmark – til gavn for væksten i egen kommune. Det er et paradoks, der er blevet hverdag i det meste af Danmark, hvor der i disse år etableres flere formelle byregionale samarbejder, der har til formål at sikre en øget konkurrencedygtighed gennem samarbejder på tværs af kommunegrænser.

Horsens Kommune ligger centralt mellem Aarhus og Trekantområdet. I Horsens Kommune ser vi ikke os selv som en isoleret enhed, men som en del af de større netværk, vi indgår i. Vi anerkender betydningen af byregionernes roller som både nationale og regionale vækstdrivere. Derfor indgår vi i et af Danmarks stærkeste, politiske interessefællesskaber om vækst og udvikling, Business Region Aarhus

Den fysiske planlægning spiller en væsentlig rolle i forhold til udviklingen af byregioner, hvis de fortsat skal være attraktive for borgere, virksomheder og investeringer. Derfor er det nødvendigt at samarbejde om en helhedsorienteret planlægning på tværs af kommunegrænserne i Business Region Aarhus, der bl.a. fokuserer på infrastruktur, mobilitet, byudvikling og grønne og blå strukturer.

Samarbejdet i Business Region Aarhus er vigtigt for Horsens Kommune. Men der er også andre strategiske samarbejder og alliancer, som kan have betydning for vores position som attraktiv tilflytterkommune. Vi vil derfor løbende undersøge muligheden for at deltage i andre strategiske samarbejder, som er til gavn for vores udvikling.

Udviklingen i Horsens Kommune afhænger af en lang række faktorer og påvirkninger, der kommer udefra. Det er langt fra alt, vi selv kan påvirke, især de større, samfundsmæssige trends, der ikke kun præger – og vil præge - udviklingen i Danmark, men også i resten af verden.

Der er særligt fire af de samfundsmæssige trends, der påvirker udviklingen i Danmark i disse år. Det er globalisering/internationalisering, urbanisering, en øget mobilitet samt byers og byregioners øgede betydning for vækst.

Globalisering og internationalisering

Varer, tjenesteydelser, investeringer, informationer, kulturer og personer bevæger sig i højere grad på tværs af landegrænserne. Den globale netværksøkonomi er med til at skabe øget handel og øget velstand, men også øget konkurrence mellem landene. Den nationale vækst afhænger bl.a. af landenes evner til at positionere sig i den globale konkurrence. Virksomheder, der i stigende grad opererer i flere lande, kommer til at skabe et mere åbent arbejdsmarked i Danmark. Vi vil i højere grad få brug for eksperter fra udlandet, og samtidig vil danskere i større udstrækning komme til at søge udenlands for at arbejde.

Globalisering - modtendens

Som følge af finanskrisen i 2008 er den globale handel lav. Samtidig har den accelererende globalisering og finanskrisen sandsynligvis været medvirkende til, at flere nationer, anført af store økonomier som Indien, Rusland, Kina og USA, har indført flere protektionistiske tiltag, der bl.a. bremser for global samhandel, investeringer, kapitalstrømme og migration. Det forventes at kunne svække den globale økonomi og dermed væksten, samt skabe højere inflation og flere konflikter.

 

Urbanisering

Over hele verden øges tilflytningerne til de store byer, fordi de skaber en høj økonomisk vækst, tiltrækker virksomheder, investeringer, uddannelses- og forskningsinstitutioner, højtuddannede borgere, arbejdspladser – og dermed mennesker. Urbaniseringen tager også fart i Danmark. Selvom en relativ lille andel af befolkningen i Danmark bor i de største byer sammenlignet med andre europæiske byer, er Danmark et af de lande, der de seneste år har oplevet den største relative flytning fra landområder til byer i EU. Det er især de største danske byer, og byregionerne omkring dem, der oplever tilvæksten. Urbaniseringen er også med til at øge konkurrencen mellem byerne om at tiltrække vækst. Derfor må byerne gøre sig så konkurrencedygtige som muligt for at klare sig.

Urbanisering - modtendens

København oplever lige nu, at der er en større fraflytning end tilflytning til kommunen. Det er især børnefamilierne, der flytter fra storbyen til omegnskommunerne. Aarhus har også oplevet en negativ tilflytning.

Nogle ser det som et begyndende tegn på, at urbaniseringen er ved at vende, og at folk nu ønsker at flytte ud af de store byer. Andre ser det som et tegn på, at det er blevet for dyrt for børnefamilierne at købe en passende bolig i de store byer, og at de derfor flytter til omegnskommuner med lavere boligpriser.

Dobbelturbanisering

Tendensen er, at flere flytter til de større byer. Men samtidig ses det også inden for kommunegrænsen, at borgere flytter fra land til by og dermed skaber lokale vækstcentre. I nogle kommuner oplever man derfor en befolkningstilvækst i de lokale bycentre, selvom kommunen som helhed mister indbyggere.

 

Mobilitet

Behovet for persontransport øges fortsat. Arbejdskraftoplandene bliver større og pendlingsafstandene øges. Der er således sket en gradvis stigning i afstanden mellem bopælsadressen og arbejdspladsen i Danmark, selvom over halvdelen af danskerne i arbejde har 10 km eller mindre til arbejde. Bilen er fortsat det foretrukne transportmiddel. Øget pendling og transport vil derfor skabe øget trængsel i mange byer og byregioner.

 

Byer og byregioners betydning for vækst øges

Globalt set er der en tendens til, at nationalstaternes beslutningskraft og indflydelse svækkes i takt med, at væksten og udviklingen koncentreres i de store byer og byregioner. Det betyder, at byernes og byregionernes betydning for national vækst øges. I Danmark ses denne tendens bl.a. ved, at der i disse år etableres flere formelle samarbejder i de såkaldte Business Regions og andre former for byregionale samarbejder.