Trafik 2030
Det er målet at skabe bedre rammer for trafikanterne i Horsens by, så det bliver hurtigt og sikkert at bevæge sig rundt, og så byen kan fortsætte sin vækst og positive udvikling.
Der skal være nem adgang til motorvejsnettet, som mange dagligt anvender for at komme til og fra byen.
Det skal i fremtiden være mere attraktivt for den gennemkørende trafik at køre uden om midtbyen. Dette sker ved at etablere en ringvejsforbindelse, hvor fremkommeligheden er i højsædet. Det betyder, at der sker og fortsat vil ske en ændring af vejstrukturen i Horsens by. Nogle veje vil blive opprioriteret, nogle bliver lukket, og nye vil komme til. Der skal skabes bedre forhold på de overordnede veje. F.eks. vil afviklingen af trafik i de større kryds blive forbedret samtidig med, at en række veje i tilknytning til krydsenes lokale vejnet blive lukket. Denne slags tiltag vil samlet set forbedre afviklingen af byens biltrafik. Parkeringspladserne i midtbyen skal være lettilgængelige.
Klimasikring skal tænkes ind i fremtidige vejprojekter for på den måde at geare byen til skybrud og forhøjet vandstand.
I Horsens anvendes bilen på mere end hver anden af de daglige ture under 6 km, mens kun 15 % tilbagelægges på cykel.
Med den lille andel af cyklister, byens korte afstande og mulighederne for udbygning af cykelstinettet ligger der et stort potentiale i at få flere til at cykle i Horsens by. Det skal derfor være langt mere attraktivt at cykle i Horsens midtby. Der skal være gode cykelfaciliteter, sikre krydsninger og der skal være mulighed for at parkere sin cykel helt tæt på handelsgaderne, uddannelsesinstitutioner, større arbejdspladser og øvrige lokaliteter, der tiltrækker mange cyklister.
Servicen for de mange pendlere, der dagligt transporterer sig mellem Horsens og de mindre bysamfund som Stensballe, Egebjerg, Lund, Hatting, den sydlige del af Horsens og fra motorvejen, skal prioriteres, så cyklen bliver et konkurrencedygtigt alternativ til bilen. Der etableres supercykelstier fra disse områder mod Horsens, hvor hensyn som høj fremkommelighed, direkte ruter og god service vægtes højt. Læs mere om dette i retningslinjeafsnittet om Trafik.
Busbetjeningen i Horsens skal følge med byudviklingen, så nye byområder også betjenes af busser. Der indtænkes løsninger som bussluser eller veje forbeholdt busser og attraktive stoppesteder. Læs mere om Kollektive trafik i retningslinjeafsnittet.
Læs hele Trafik 2030 her (Du bevæger dig ud af Kommuneplan 2021-2033).
En attraktiv by at leve i
Selvom der udvikles nye byområder, skal der stadig sikres en høj bo- og levekvalitet i de eksisterende bydele. Derfor skal der i stigende grad fokus på kvalitet i byomdannelsen af både bygninger, grønne rum og infrastruktur, i fortætning, i fornyelse og nytænkning af de eksisterende byområder.
Byens puls og identitet skal fremtidssikres i de eksisterende bydele, så det fortsat er attraktivt for kommunens borgere, tilflyttere og erhvervsdrivende at investere i de eksisterende boligområder og bydelscentre. Derfor er det vigtigt at have fokus på de eksisterende, stedbundne kvaliteter og identiteter i byerne og bykvartererne. Det er de kvaliteter og de identiteter, som borgerne holder af og får dem til at føle, at de hører til og føler sig hjemme. Ny byudvikling er nødvendig, men den skal ske med respekt for byernes og bykvarterernes historie og identitet. Fordi historien og identiteten også har betydning for borgerne og deres hverdag.
Bylivet og kvartersidentiteten skal derfor mere i fokus i den fremtidige planlægning. Det handler om at sikre, at den fysiske planlægning understøtter og bygger videre på de eksisterende kvaliteter og værdier i de enkelte bydele og bykvarterer.
For mange betyder det meget at kunne blive boende i sit bykvarter gennem større dele af livet – eller hele livet. Her hører man til og er en del af et fællesskab. Samtidig ændrer familiemønstrene sig. Den klassiske kernefamilie afløses mere og mere af nye børnefamiliekonstellationer, og flere vælger at leve alene. Samtidig vokser andelen af ældre i befolkningen. Der er derfor vidt forskellige behov og ønsker i forhold til det at bo. Derfor er det vigtigt, at der findes boligtyper til hele livet og til forskellige familietyper og livsituationer i de forskellige bykvarterer.
Det fysiske miljø har stor betydning for borgernes livskvalitet, og smukke rammer gør bydelene mere attraktive for både borgere og investorer. Det, som bygges i dag, skal stå i mange år ud i fremtiden. Derfor er det vigtigt at have fokus på kvalitet i det nye byggeri og i de by- og uderum, som opstår. Byggerier og byrum skal ikke kun være attraktive i dag, hvor de bygges og etableres, men også om 5, 10 og 20 år.
De forskellige bydele i Horsens er afgrænset på kortet herunder. Der findes i alt 16 bydele i Horsens by:
- Bankager
- Bygholm
- Dagnæs-Bækkelund
- Erhvervshavnen-Høegh Guldbergs Gade
- Fuglevangskvarteret
- Gasvejskvarteret
- Højvang
- Midtbyen
- Nordbyen
- Nordhavnen
- Stensballe
- Sønderbro
- Torsted
- Tyrsted
- Vestbyen
- Østbyen