Vandrammedirektiv og vandområdeplaner

EU’s Vandrammedirektiv udgør den overordnede ramme for beskyttelse af vandløb, søer, kystvande og grundvand. Direktivets mål er, at alt overfladevand og grundvand, skal have opnået mindst ”god tilstand” eller ”godt økologiske potentiale" inden udgangen af 2015. Til dette formål udarbejdes statslige vandområdeplaner, der bl.a. indeholder:

  • oplysninger om påvirkningerne af vandområderne,
  • beskrivelse af overvågningen af vandområderne,
  • vurderinger af tilstanden i vandområderne,
  • de miljømål der gælder for det enkelte område,
  • og et resume af de indsatser, der gennemføres med henblik på at opfylde de fastlagte mål.

Vandområdeplanerne udgør tilsammen en plan for, hvordan man kan forbedre det danske vandmiljø og dermed opnå renere vand i Danmarks søer, fjorde, åer og grundvand.

Miljøstyrelsen - det daværende Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning - offentliggjorde den 27. juni 2016 vandområdeplaner for anden planperiode 2015-2021. Horsens Kommune er omfattet af Vandområdedistrikt 1 – Jylland og Fyn.

I forhold til grundvand arbejdes der i vandområdeplanen med grundvandsforekomster fordelt på 3 typer: terrænnære, regionale og dybe. En grundvandsforekomst er defineret som en administrativ enhed, der er afgrænset af et eller flere grundvandsmagasiner.

I Horsens Kommune er der udpeget både terrænnære, regionale og dybe grundvandsforekomster, og de dækker en stor del af kommunens samlede areal. Grundvandsforekomsternes tilstand beskrives i forhold til en kvantitativ tilstand og en kvalitativ tilstand.

Grundvandets kvantitative tilstand vurderes på baggrund af grundvandets vandbalance, grundvandets påvirkning af overfladevand og natur på landjord samt indtrængning af saltvand eller andet i grundvandet.

Grundvandets kvalitative tilstand vurderes på baggrund af en generel kvalitetsvurdering af grundvandet, grundvandets påvirkning af overfladevand og natur på landjord, indtrængning af saltvand eller andet samt kemiske påvirkninger i vandkvalitetens udvikling.

For Vandområdedistrikt 1 – Jylland og Fyn, vurderes alle grundvandsforekomster at have god kvantitativ tilstand og der er derfor ikke opgjort et indsatsbehov i forhold til den kvantitative tilstand, herunder heller ikke overfor vandindvinding. Idet indsatsbehovet er opgjort på storskala, kan det ikke afvises, at en mere detaljeret, lokal vurdering vil kunne vise et indsatsbehov, herunder i forhold til vandindvindings påvirkning af mindre vandløb. Denne vurdering foretager kommunen i forbindelse med meddelelse af nye vandindvindingstilladelser og fornyelse af eksisterende vandindvindingstilladelser. 

 

For Vandområdedistrikt 1- Jylland og Fyn, vurderes flere grundvandsforekomster ikke at have god kvalitativ tilstand, og dermed ikke målopfyldelse. I Horsens Kommune drejer det sig om de grundvandsforekomster, som ligger i den østlige del af kommunen. Selvom der på nuværende tidspunkt ikke er målopfyldelse, er der ikke opgjort et indsatsbehov, idet Miljøstyrelsen har vurderet, at den eksisterende og planlagte generelle regulering til beskyttelse af grundvandet er tilstrækkelig til at sikre, at indsatsbehovet på længere sigt opfyldes. Dette sker primært gennem bl.a. sprøjtemiddelstrategien, pesticidgodkendelsesordningen, gødningsregler, den offentlige indsats overfor jordforurening og kommunale indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse.

Selvom der i Vandområdeplanen 2015-2021 ikke er opgjort et indsatsbehov i forhold til grundvandet, hverken i forhold til kvalitet eller kvantitet, skal kommunen ved sin administration af lovgivningen i øvrigt forebygge forringelse af tilstanden for overfladevandområder og grundvandsforekomster. Endvidere skal kommunen sikre, at opfyldelse af de miljømål, der er fastlagt i bekendtgørelse om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster, ikke forhindres jf. §8 i bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter.

Læs mere om vandrammedirektivet og vandområdeplanerne her.

Billedet viser skovrejsning ved Rugballegård.