7.3. Virksomheder med særlige beliggenhedskrav

Mål

  • Ved placering af virksomheder med særlige beliggenhedskrav skal konflikter mellem naboer og virksomheder søges undgået.

  • Virksomhederne i Horsens Kommune skal genere borgerne mindst muligt bl.a. ved at sikre, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj og andre miljøforureninger overholdes.

  • Virksomhedernes ubebyggede arealer skal udformes, så de bidrager positivt til omgivelserne.

  • Konflikter med væsentlige beskyttelsesinteresser, for eksempel drikkevands-, vandløbs- og naturinteresser skal søges undgået.

Retningslinjer

7.3.1. Virksomheder, anlæg og indretninger, der kan forventes at belaste de nære omgivelser på trods af forureningsbegrænsende foranstaltninger, skal placeres i områder udpeget til virksomheder med særlige beliggenhedskrav.

7.3.2. Omkring områderne til virksomheder med særlige beliggenhedskrav udlægges et konsekvensområde på 500 meter fra grænsen af området. Konsekvensområdet skal friholdes for forureningsfølsom anvendelse, indtil der er foretaget undersøgelser, som dokumenterer, at miljøforholdene er acceptable i området. Kan det nødvendige konsekvensområde ikke udlægges i forhold til eksisterende og planlagte områder for forureningsfølsom anvendelse, skal afstanden på mindst 500 meter tilvejebringes ved differentiering i det planlagte erhvervsområde.

7.3.3. Udenom de udpegede område til virksomheder med særlig beliggenhedskrav er der udlagt et konsekvensområde på 500 meter. Konsekvensområdet indebærer, at der ikke kan etableres nye boliger indenfor konsekvensområdet.

7.3.4. Hvis der skal etableres eller tillades risikovirksomheder indenfor Horsens Kommune, skal der ligeledes dokumenteres en minimumafstand til beboelsesområder, institutioner og andre samlingssteder på 500 meter fra virksomhedens skel.

7.3.5. Risiko for større uheld skal inddrages i planlægningen, hvis arealet ligger indenfor 500 m fra en risikovirksomhed. Omkring risikovirksomheder udlægges en planlægningszone på 500 meter. Ændringer af planlægningszonen skal bero på en konkret risikovurdering.


Redegørelse

Nogle virksomheder belaster med eksempelvis tung trafik, eller udgør en miljømæssig risiko for de nære omgivelser på trods af foranstaltninger til at imødegå dette. De virksomheder placeres bedst i områder til virksomheder med særlige beliggenhedskrav, hvor der er god afstand til beboelsesområder og rekreative områder.

Med den positive udvikling i mange industrivirksomheders miljøforhold i retning af færre gener og mindre forurening, kan stadig flere virksomhedstyper integreres i byen. Derfor udpeges der ikke nye områder til virksomheder med særlige beliggenhedskrav i Kommuneplan 2021-2033.

Der er forskellige kriterier for udpegningen af områder til virksomheder med særlige beliggenhedskrav. Derfor er ikke alle områder anvendelige til de samme typer virksomheder. Udpegningen er sket på baggrund af luft-, støj-, spildevands- og grundvandsforhold.

Omkring flere af de udlagte områder findes der allerede i dag forureningsfølsomme områder (boligområder) inden for 500 meter. For disse områder gælder, at hele området ikke umiddelbart kan anvendes til alle typer virksomheder. Der skal derfor i lokalplanlægningen foretages en zonering af området eller en eftervisning af, at miljøforholdene i de forureningsfølsomme områder er acceptable ved den konkrete virksomhedstype.

Erhvervsområder med god tilgængelighed til motorveje rummer et særligt vækstpotentiale for virksomheder, der leverer ydelser inden for logistik og transport. Derfor skal erhvervsområderne langs motorvejen fastholdes som områder til logistik-og transportvirksomheder samt andre virksomheder, som har tunge godstransporter, så tung transport så vidt muligt ledes uden om bymæssig bebyggelse.

Konsekvensområdet på 500 meter omkring de udpegede områder svarer til planlægningsafstanden mellem boliger og erhvervsvirksomheder med et støjkrav på 70 dB(A) i skel.

For virksomhed med luftforurening skal konsekvensafstand vurderes i hvert tilfælde

Risikovirksomheder

Virksomheder, anlæg og indretninger, som kræver stor sikkerhedszone, er lovmæssigt forpligtet til at få foretaget en vurdering af sikkerheden. Denne type virksomheder er omfattet af loven vedrørende vurdering af virkning på miljøet (VVM-reglerne).

Der findes en udpeget risikovirksomhed i Horsens Kommune, Horsens Bioenergi. Der er med tillæg 20 til Kommuneplan 2017 åbnet mulighed for, at virksomheden kan udvide sin produktion fra 340.000 til 550.000 tons biomasse årligt. Den ønskede udvidelse af produktionen gør, at virksomheden ved en fuld udbygning inden for rammerne af planlægningen, vil få status af risikovirksomhed jf. risikobekendtgørelsen. 

For alle risikovirksomheder (nye som eksisterende) fastlægges planlægningszoner. Planlægningszonen er en zone som skal sikre, at der foretages en vurdering af påtænkt planlægning i relation til de risikoforhold, der gælder i området. Der er således ikke tale om en forbudszone.

Planlægningszonen udgør det areal omkring virksomheden, der potentielt kan blive påvirket af et uheld. Planlægningszonen fastsættes ud fra den maksimale konsekvensafstand for det værst mulige uheld, hvor sandsynligheden for et uheld er større end 1 gang pr. 1 mia. år, dog minimum en zone på 500 meter rundt om virksomheden. Hvis der sker ændringer inden for planlægningszonen, skal planmyndigheden foretage en forudgående høring af risikomyndighederne og inddrage disses vurderinger i planlægningen.

Billedet viser Danish Crown slagteriet i Gedved.