8.3. Støjbelastede arealer
Mål
- Støjende anlæg, virksomheder og aktiviteter skal placeres og drives, så de generer omgivelserne mindst muligt.
Retningslinjer
8.3.1. Støjbelastede områder må ikke udlægges til støjfølsom anvendelse.
8.3.2. Indenfor de støjbelastede arealer kan der ikke udlægges områder til støjfølsom anvendelse (som f.eks. boliger), før det er dokumenteret, at det samlede støjniveau er acceptabelt.
8.3.3. Særligt støjfølsom anvendelse (som sommerhusområder og rekreative områder) kan kun udlægges, når støjforholdene er dokumenteret og vurderet som acceptable.
De støjbelastede arealer kan ses på kort.
Redegørelse
Mange mennesker generes af støj, nogle i en sådan grad, at de bliver syge af det. Især i byerne kan støj være en stor miljøbelastning, men også uden for byerne kan støj give gener for borgerne der bor eller færdes i områder der er omfattet af de støjbelastede arealer.
Planlægningen skal sikre, at konflikter mellem støjfølsom anvendelse, som boliger, og støjende anlæg undgås. Det gælder f.eks. i planlægningen af byudviklingsområder og infrastrukturelle anlæg.
Ved udlæg af områder til støjfølsom anvendelse inden for de støjbelastede arealer skal det ved udformning i kommuneplanrammer og lokalplanbestemmelser sikres, at retningslinjerne overholdes. Dette gælder såvel boligområder som rekreative områder og støjfølsomme erhvervs- og centerområder som f.eks. undervisningslokaler, hoteller, kontorer og institutioner.
I forbindelse med udlæggene til støjfølsom anvendelse tages der stilling til behovet for støjafskærmning og zoneopdeling af områderne med henblik på at sikre acceptable støjforhold.
De støjbelastede arealer er beregnet som den samlede støjpåvirkning fra en række støjkilder som trafik, erhverv og støjende fritidsaktiviteter.
Hele udpegningen er ikke nødvendigvis støjbelastet over de vejledende grænseværdier, men afstanden til anlæg, der kan være støjende, gør det nødvendigt med en detaljeret dokumentation for at støjforholdene er i orden.
Trafikstøj
I den samlede udpegning indgår støj fra overordnede veje i Horsens By og i de øvrige større byer i kommunen, jernbaner og flyvepladser. For vejnettet er vejene udvalgt som strækninger med over 1000 køretøjer/døgn. Beregningen er baseret på trafiktællinger, og der er indregnet en fremskrivning af trafiktallene, således at alle trafiktal er fra samme årstal. Støjbelastningstallet (SBT) beregnes efter Miljøstyrelsens rapport nr. 240 ”Beregning af vejtrafikstøj – en manual”. Støjbelastningstallet er beregnet for samtlige boligenheder beliggende langs de stærkt støjbelastede strækninger. Støj fra ikke overordnede veje (de tidligere kommuneveje) samt planlagte nye veje indgår ikke i beregningen, da der ikke findes trafiktal på disse.
Støj fra jernbaner er beregnet på grundlag af trafikdata i Miljøstyrelsens vejledning om støj og vibrationer fra jernbaner. Af hensyn til beskyttelse mod vibrationer skal der mindst holdes en afstand mellem jernbane og boliger på 50 m. For støjbelastningen fra flyvepladser er anvendt de støjforudsætninger, der indgår i miljøgodkendelserne.
Erhvervsstøj
I de støjbelastede arealer indgår støj fra virksomheder med særlige beliggenhedskrav, støj fra øvrige erhvervsområder med stor tæthed af tungere industri og støjende enkeltvirksomheder i landzone.
Virksomheder med særlige beliggenhedskrav indgår med en konsekvenszone på 500 m, se afsnit om Virksomheder med særlige beliggenhedskrav">Virksomheder med særlige beliggenhedskrav. Øvrige erhvervsområder med tungere industri i byzone indgår i udpegningen med en relevant konsekvenszone for den enkelte virksomhedskategori (100-500 m). Øvrige erhvervsområder med tungere virksomheder indgår, da den samlede støj fra disse områder kan bevirke støjgener for støjfølsomme områder.
Støjende virksomheder i landzone indgår med konsekvenszone efter virksomhedskategori.
Råstofområder
De regionale graveområder og udvalgte enkeltliggende grusgrave uden for de regionale graveområder indgår i den samlede udpegning med en planlægningsafstand på 500 m.
Vindmøllestøj
Støj fra vindmølleområder og opstillede vindmøller indgår også i de støjbelastede arealer. For de udpegede områder til store vindmøller er indregnet en planlægningsafstand på 8xvindmøllens totalhøjde. For de opstillede møller uden for områderne er planlægningsafstanden ligeledes 8xmøllernes totalhøjde. Læs mere om vindmøller under retningslinjer for tekniske anlæg her.
Støjende fritidsanlæg
Støj fra skydebaner indgår i de støjbelastede arealer. For flugtskydningsbanen ved Horsens og skydebanen i Østbirk er støjberegningerne ved miljøgodkendelsen anvendt. For andre anlæg er anvendt generelle planlægnings-afstande på 1.000 m (jf. Håndbog om miljø og planlægning).
Der er ingen støjende motorsportsbaner i kommunen.
Støjfølsom arealanvendelse
Ved udpegning af de støjbelastede arealer er der taget udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for boligområder for åben og lav boligbebyggelse. Således kan der muligvis etableres andre støjfølsom anvendelse indenfor udpegningen, men dette må vurderes i det konkrete tilfælde.
I områder til etageboliger og i centerområder vil der normalt kunne accepteres et højere støjniveau. Områder udlagt til offentligt formål vil ofte indeholde støjfølsomme funktioner som f.eks. institutioner med overnatning, hoteller og skoler.
Erhvervsområder, der udlægges til kontor og administration karakteriseres også som støjfølsomme.
De enkelte anvendelser må konkret vurderes i forhold til støjkilderne.
Nogle arealanvendelser må beregnes som særligt støjfølsomme, hvor grænsen for acceptabel støj er lavere end for boligområder. Det gælder f.eks. sommerhusområder, campingpladser i naturområder og rekreative områder med offentlig adgang. For disse arealanvendelser kan støjniveauet derfor være uacceptabelt også uden for den samlede planlægningsafstand. For sådanne rekreative arealanvendelser må der derfor også uden for de støjbelastede arealer, foretages en særlig støjmæssig vurdering.
Billedet viser trafik på Høegh Guldbergs Gade i Horsens.