2.3. Cyklisme

Mål

  • Andelen af cykelture under 6 km i Horsens By skal øges fra 15 % i dag til 20 % i 2030.

  • Andelen af selvtransporterende folkeskoleelever skal øges over en firårig periode, således at 8 ud af 10 elever på skoler i Horsens by skal være selvtransporterende og 6 ud af 10 elever på skoler i oplandet skal være selvtransporterende.

  • Der skal skabes et sammenhængende cykelstinet, der er sikkert, trygt og fremkommeligt, med særlig fokus på Horsens by.

  • Der skal etableres direkte, trafiksikre og trygge stiforbindelser mellem Horsens midtby og boligområder i udkanten af Horsens by.

  • Der skal være gode cykelparkeringsfaciliteter ved lokaliteter med mange cyklister.

Retningslinjer

2.3.1. Der skal etableres direkte, trafiksikre og trygge stiforbindelser mellem Horsens midtby og boligområder i udkanten af Horsens by.

2.3.1. Der skal etableres et sikkert og sammenhængende cykelstinet. Planlagte cykelstier fremgår af kort.

2.3.3. Omkring kommunens skoler og institutioner skal infrastrukturen indrettes på de bløde trafikanters præmisser, for at øge trafiksikkerheden og øge incitamentet til at cykle og gå.

2.3.4. Byrum i Horsens Midtby og Lokalcenterbyerne skal indrettes på fodgængernes og cyklisternes præmisser.

2.3.5. Der skal fastlægges traceer og reserveres areal til supercykelstier eller cykelforbindelser med høj fremkommelighed fra Tyrsted og Bankager. Cykelstierne fremgår af kort.

2.3.6. Ved busstoppesteder med store oplande skal der sikres gode cykelparkeringsfaciliteter med overdækkede cykelstativer.


Handlinger

  • Horsens Kommune skal i planperioden udarbejde en ny samlet stiplan for trafikstier og rekreative stier. 
  • Der skal udarbejdes en cykelhandlingsplan, der bl.a. fastlægger andelen af potentielle cyklister og geografien for disse, samt hvilke barrierer der er nødvendige at nedbryde for at cyklen vælges. Planen skal munde ud i en række konkrete initiativer og en investeringsoversigt for disse.

Redegørelse

Horsens Kommune har igennem en årrække arbejdet på at udbygge cykelstinettet og forbedre cykelparkeringen i Horsens by og i oplandsbyerne. Der er ligeledes sat fokus på cyklismen gennem kampagner og andre tekniske tiltag, ligesom Horsens Kommune er blevet gjort til en cykelkommune. Særligt har den statslige medfinansieringspulje ”Cykelpuljen”, fra 2010 til 2015 gjort det muligt at få det mest optimale ud af det kommunale budget. Der kan dog gøres endnu mere for at fremme cyklismen:

I Horsens anvendes bilen på mere end hver anden af de daglige ture under 6 km, mens kun 15 % tilbagelægges på cykel. Med den lille cykelandel og de mange korte afstande og udbygning af cykelstinettet er der et stort potentiale for at få flere til at cykle i Horsens.

En stærk motivationsfaktor til at få flere til at cykle, er at etablere de nødvendige foranstaltninger, som gør det sikkert, trygt og fordelagtigt at være cyklist. Der arbejdes derfor med at udbygge cykelfaciliteterne på steder, hvor det kan forventes at opnå størst effekt for pengene. For at opnå størst effekt skal de fysiske anlæg kombineres med kampagner, der gør opmærksom på projektet og hvad baggrunden og formålet er.

Servicen for de mange pendlere, der dagligt transporterer sig mellem Horsens og de mindre bysamfund som Stensballe, Egebjerg, Lund, Hatting og den sydlige del af Horsens skal prioriteres, så cyklen bliver et konkurrencedygtigt alternativ til bilen. Der er og bliver derfor etableret direkte cykelforbindelser fra disse områder mod Horsens, hvor parametre som høj fremkommelighed og god service vægtes højt.

I midtbyen anlægges cykelforbindelser i en ring om Søndergade, og de øvrige gågader kobles på ruter ud til de mindre bysamfund. Cykelforbindelserne servicerer banegården, Godsbanearealet, campus-området, indkøbscentre og havnen, som alle er områder, der er med til at skabe liv og cykelture blandt byens brugere. Nørregade fredeliggøres ved at fjerne den gennemkørende biltrafik. Det skaber mulighed for forbedrede forhold for fodgængere, cyklister og busserne.

For at skabe overblik og målrette indsatsen i forhold til at fremme cyklismen, skal der udarbejdes en cykelhandlingsplan, hvor der bl.a. redegøres for det eksisterende stinet og undersøges potentialet i at få flere til at cykle. I handlingsplanen skal der også indgå en beskrivelse af mulige tiltag og en investeringsoversigt.

For i højere grad at bringe de private stier i spil, lægges op til at private interessenter kan søge medfinansiering til at etablere eller renovere cykelfaciliteter, der vurderes at kunne fremme cyklismen og være til gavn for almenvældet.

 

Billedet viser cyklende piger.