Særligt værdifulde landbrugsområder

Ændringerne består i

Retningslinjen berøres, i forbindelse med Tematillæg for VE-anlæg og Skovrejsning til Kommuneplan 2021-2033, af konsekvensrettelser jf. ændringer i medfør af tematillæggets hovedfokus, VE-anlæg og skovrejsning.

Konsekvensrettelserne består i tilføjelser af nye retningslinjebestemmelser, 7.1.3. til 7.1.5. som vist herunder, vedrørende planlægning for VE-anlæg inden for områder med særligt værdifulde landbrugsområder og et afsnit til retningslinjens redegørelse for dette, som ligeledes kan findes nedenfor.

Eksisterende retningslinje er fortsat gældende og kan ses her .


 

Retningslinjer

7.1.3. Planlægning for VE-anlæg, herunder særligt større solcelleanlæg inden for områder udpeget til særligt værdifulde landbrugsområder, kan kun finde sted, hvor lodsejer selv er med til at udvikle projektet og hvor der fremsendes et projekt, der er tilpasset de lokale forhold jf. "6.7. Planlægning for vedvarende energianlæg” .

7.1.4. Ved planlægning for VE-anlæg, herunder særligt større solcelleanlæg inden for områder, der udpeges til særligt værdifulde landbrugsområder, skal der redegøres for hvordan projektet påvirker, både positivt og negativt, eksisterende anvendelse af jordarealerne og de omkringliggende natur- og miljøhensyn.

7.1.5. Som udgangspunkt skal arealer, der i en længere periode anvendes til VE-anlæg, f.eks. større solcelleanlæg, tilbageføres til landbrugsdrift hvis dette er muligt, ellers udlægges de ved endt drift som nye naturområder.

Redegørelse

VE-anlæg inden for Særligt værdifulde landbrugsområder

Regeringens klimaaftaler om en firedobling af landbaseret elproduktion fra solcelleanlæg og vindmøller betyder, at der skal ske en omfattende planlægning, for at muliggøre denne udbygning. Meget af den nødvendige planlægning af anlæggene vil finde sted i det åbne land, og i Horsens Kommune er det, i langt de fleste tilfælde, sammenfaldende med kommuneplanens udpegninger af ”Særligt værdifulde landbrugsområder”.

Særligt værdifulde landbrugsområder, bør som udgangspunkt fastholdes til landbrugsmæssig brug, dette er dog ikke til hinder for, at arealerne i en længere periode kan anvendes til f.eks. solcelleanlæg. I disse tilfælde bør landbrugspligten på jordene så vidt muligt fastholdes, ellers skal der pålægges krav om, at arealerne tilbageføres til landbrugsjorder med landbrugspligt, efter endt drift af solcelleanlæg.

Vindmøller og solcelleanlæg er til meget forskellige karakterer, når det kommer til planlægningen for disse anlæg. Vindmøllerne kræver et areal på omkring 0,5 hektar til henholdsvis placering af møllen og kranplads, hvorimod solcelleanlæg oftest har en langt større fladeudbredelse i det åbne land. Derfor indføres der, med tematillægget, nye retningslinjer vedrørende planlægning for VE-anlæg, inden for særligt værdifulde landbrugsområder, som har til formål, at sikre at planlægningen for udbygningen af ​​Horsens Kommunes VE-anlæg, sker på en hensigtsmæssig måde, i forhold til de landbrugsmæssige interesser der er i kommunen.

Horsens Kommune ønsker at understøtte de statslige mål om en firdobling af sol- og vindenergi på land. Derfor udpeges der, med den nye retningslinje ”6.7. Planlægning for vedvarende energianlæg” i forbindelse med tematillæg til Kommuneplan 2021-2033, til zoner vedrørende planlægning for VE-anlæg. Læs mere om udpegningsgrundlaget for de to zoner under retningslinjen.

Zone 1, hvor der kan være mulighed for at planlægge for og opstille VE-anlæg, er mange af stederne i det åbne land sammenfaldende med kommunens udpegninger af særligt værdifulde landbrugsområder. Den endelige mulighed for planlægning og etablering, kommer i en konkret vurdering, herunder også af de landbrugsmæssige interesser.

Horsens Kommune ønsker derfor, som udgangspunkt, kun at påtænke eller igangsætte planlægning af konkrete VE-projekter, hvor lodsejeren selv er med i udviklingen af ​​projektet. Med dette skal forstås, at lodsejer enten selv bor i det pågældende område og derved selv bliver berørt af projektet, eller at lodsejer selv har kontaktet udviklere og kommunen, for at tilkendegive interessen i at udvikle VE-projektet. Dertil kommer, at Horsens Kommune ønsker, at lodsejer sammen med udvikler har haft dialog med de berørte naboer om projektet og at projektet er blevet tilpasset de lokale forhold, sammen med de berørte naboer eller enkelte borgere, der er valgt til at repræsentere de lokale interesserede. og forhold.

For at sikre, at der sker en hensigtsmæssig planlægning, hvor f.eks. godsjorder ikke braklægges i en længere periode til solceller, efterspørges og redegørelse for hvordan de ønskede projekter påvirker landbrugerne af jordarealerne, både positivt og negativt. Der kan således være tale om forhold omkring den hidtidige drift og hvordan denne ændres som følge af etableringen af ​​projektet. Det kunne f.eks. være jordbundsforhold, hvor god jordens kvælstofretention er, om jorden er drænet og hvor, samt hvordan gødskes der. Derudover skal der også redegøres for, hvordan projektet forholder sig til og eventuelt vil understøtte natur og miljøhensyn, som en del af denne redegørelse. Det kunne f.eks. være, hvordan der i projektet sikres grønne korridorer, hensyn til grund- og drikkevand, eller hvordan biodiversiteten i et område understøtter både inden for og uden for det pågældende VE-anlæg.

Som udgangspunkt bør alle arealer, der anvendes til VE-projekter tilbageføres til landbrugsjorder med landbrugspligt, dette bør dog tages med forbehold for, at der endnu ikke er god viden omkring, hvordan natur-potentialet inden for f.eks. solcelleanlæg udvikler sig over de ca. 30 år hvor anlægget er i drift. Dertil kommer, at det til enhver tid må komme en på, en konkret vurdering af de forhold, der viser sig at være, efter endt anvendelse af anlæggene.

Anlæggenes konkrete placering i landskabet kan således også have indflydelse på drift og vedligehold af anlægget, samt mulighed for at tilbageføre til landbrugsjorder. Er der f.eks. tale om et stort anlæg, der placeres inden for en stor, åben dyrkningsflade, hvor der ikke findes naturlommer eller andet, der har potentiale til at udvikle sig i sammenspil med faunapassager inden for anlægget, bør vedligeholdelsen og driften i større grad tilstræbe, at naturværdierne inden for anlægget holdes til et minimum, så jorden kan tilbageføres til dyrkningsegnet landbrugsjord. Er der derimod f.eks. tale om et anlæg, der placeres imellem bevoksningsgrupper, søer og vandløb og der indpasses faunapassager i anlægget, for at tilgodese potentialet i de omkringliggende naturværdier, bør vedligeholdelsen og driften af ​​anlægget i større grad tilstræbe at understøtte udvikling af naturpotentialet.