Horsens by har igennem de seneste planperioder gennemgået en stor forvandling. Dette skyldes i høj grad en markant befolkningstilvækst. Søgningen til Horsens har de senere år sat pres på byen, og en fortsat og gradvis udvidelse af den eksisterende bystruktur er ikke længere tilstrækkelig.
Horsens er i dag en af landets 10 største byer – i 2025 den 7. største by. Byen er den tredjestørste by i Østjylland, kun overgået af Aarhus og Randers, som er marginalt større end Horsens.
Horsens by spiller en særlig rolle som dynamo for væksten i hele kommunen, og skal derfor fortsat udvikles som kommunens hovedcenter for bosætning, detailhandel, erhvervsudvikling, kulturtilbud og offentlig og private services. Samtidig spiller Horsens, som hovedby, også en vigtig rolle i forhold til at styrke Horsens Kommune, i samarbejdet og konkurrencen med de øvrige større byer i Østjylland. Derfor kræver Horsens by et særligt fokus i planlægningen.
