1. Indledning

Horsens Kommune har igangsat arbejdet med forslag til Kommuneplan 2025-2037.

Planforslaget er en delvis revision af den gældende Kommuneplan 2021-2033. Revisionen af kommuneplanen foretages med udgangspunkt i kommunens Planstrategi 2023, som Horsens Byråd vedtog den 28. februar 2023. Det indebærer, at kommuneplanen vil blive ændret inden for de temaer, der beskrives i planstrategien. De øvrige temaer i Kommuneplan 2021-2033 vil blive genvedtaget.

I forbindelse med forslag til Kommuneplan 2025 udarbejdes en miljøvurdering af planforslaget i overensstemmelse med miljøvurderingslovens1 afsnit II. Planforslaget fastlægger rammer for fysisk planlægning og arealanvendelse i Horsens Kommune, og nogle af de foreslåede ændringer til det eksisterende plangrundlag vurderes at kunne have væsentlig indvirkning på miljøet, hvorfor nærværende miljøvurdering er foretaget.

Miljøvurderingen skal omfatte de ændringer, der er foretaget i hovedstruktur, retningslinjer og rammedel i forhold til det gældende plangrundlag.

Der er udført en gennemgang af ændringerne i det gældende plangrundlag. På baggrund heraf er der udarbejdet et afgrænsningsnotat i medfør af miljøvurderingslovens § 11 med henblik på at afgrænse miljørapportens omfang og detaljeringsgrad. Baggrund for afgrænsningen er dels sket i en intern scoping-/screeningproces i kommunen og dels en høring af berørte myndigheder i henhold til miljøvurderingslovens § 32.

Miljørapporten er udarbejdet af COWI i samarbejde med Horsens Kommune.

[1] Bekendtgørelse af lov nr. 4 af 03/01/2023 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).