Natura2000 er betegnelsen for et netværk af beskyttede naturområder i EU. Natura2000-områderne er udpeget for at beskytte truede, sjældne eller karakteristiske dyre- og plantearter og naturtyper. I Danmark er der udpeget 250 Natura2000-områder, hvoraf 5 er beliggende helt eller delvist inden for Horsens Kommune.
I Horsens Kommune ligger følgende Natura2000 områder helt eller delvist inden for kommunegrænsen:
- Natura 2000-område nr. 52, Salten Å, Salten Langsø, Mossø og søer syd for Salten Langsø og dele af Gudenå
- Natura 2000-område nr. 53, Sepstrup Sande, Vrads Sande, Velling Skov og Palsgård Skov
- Natura 2000-område nr. 54, Yding Skov og Ejer Skov
- Natura 2000-område nr. 56, Horsens Fjord, havet øst for og Endelave
- Natura 2000-område nr. 236, Bygholm Ådal
Læs mere om Natura2000-områderne og Natura2000-planerne her.
Natura 2000-handleplaner
I henhold til § 48 i Miljømålsloven skal Byrådet udarbejde en handleplan til gennemførelse af hver af Natura2000-planerne. Den kommunale handleplan skal ikke omfatte fredskovspligtige arealer indenfor Natura2000-områderne, idet Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø udarbejder særskilte handleplaner for disse områder
Den kommunale handleplan skal sikre gennemførelsen af Natura2000-planen og skal bl.a. indeholde en beskrivelse af kommunens indsats for enten at opnå eller fastholde gunstig bevaringsstatus for de naturtyper, der er på Natura2000-områdets udpegningsgrundlag. I handleplanen ses også, hvordan opgaven fordeles mellem kommuner og staten, i de tilfælde, hvor Natura2000-planen krydser kommunegrænser og/eller ligger på statslige arealer.
Horsens Kommune har på baggrund af Natura2000-planerne 2022-2027 udarbejdet Natura 2000 handleplaner sammen med nabokommunerne. Handleplanerne gælder ligeledes for planperioden 2022-2027. Du kan læse mere om Natura2000-handleplanerne her.
Kommuneplan 2025-2037
Natura2000-områderne har sammenhæng til kommuneplanens emner på naturområdet. Kommuneplanen skal derfor være i overensstemmelse med Natura2000 områdernes udpegningsgrundlag og Natura2000 områdernes handleplaner. Der er i Kommuneplan 2025-2037 ikke foretaget nyt udlæg af rammeområder indenfor Natura2000 områderne.
Revideringer af kortudpegninger og retningslinjer i Kommuneplan 2025-2037, vil derfor ikke medføre, at Natura2000-områder påvirkes, hverken inden for - eller uden for kommunen. Dette skyldes at disse revideringer overordnet set ikke medfører fysiske ændringer af en karakter, som kan påvirke Natura 2000 områderne indenfor og udenfor kommunen væsentligt.

