7.4. Produktionserhverv
Mål
- Produktionserhverv i Horsens Kommune skal have gode betingelser for at opretholde deres tilladelser og aktiviteter i områder, som er udpeget til produktionserhverv.
- Udpegningen af områder til Produktionserhverv skal sikre, at konflikter mellem naboer og virksomheder undgås.
- Produktionsvirksomhedernes udendørs arealer skal udformes harmonisk og æstetisk og tilpasses omgivelserne.
- Horsens Kommune vil arbejde for, at konflikter mellem produktionsvirksomhederne og væsentlige beskyttelsesinteresser, for eksempel drikkevands-, vandløbs- og naturinteresser undgås.
Retningslinjer
7.4.1. Virksomheder, anlæg og indretninger, der kan forventes at belaste de nære omgivelser på trods af forureningsbegrænsende foranstaltninger, skal placeres i områder udpeget til produktionserhverv.
7.4.2. Omkring områderne til produktionserhverv udlægges et konsekvensområde på 500 meter fra grænsen af området. Undtaget er dog erhvervshavnen, hvor en konkret miljøkortlægning danner grundlaget for konsekvensområdets udbredelse. Konsekvensområdet er en opmærksomhedszone, som skal sikre, at der ved planlægning i området tages hensyn til virksomhedernes mulighed for at fortsætte deres drift og at deres mulighed for at udvide ikke begrænses.
Områderne til produktionserhverv samt konsekvensområderne er udpeget på kort.
Redegørelse
Definitionen af produktionsvirksomhed er i Planloven angivet som virksomheder omfattet af godkendelsesbekendtgørelsen, MCP-bekendtgørelsen, maskinværkstedsbekendtgørelsen og brugerbetalingsbekendtgørelsen. Bekendtgørelserne har alle hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven. Husdyrbrug er ikke omfattet af begrebet produktionsvirksomheder.
Det er et nationalt krav, at der planlægges for områder til produktionserhverv og transport- og logistikvirksomheder. Hensigten er, at der i videst muligt omfang tages højde for potentielle miljøkonflikter samtidig med, at borgernes beskyttelsesniveau fastholdes og virksomhedernes drifts- og udviklingsmuligheder sikres bedst muligt. Retningslinjerne skal således sikre, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier ikke overskrides, når der planlægges for ændret anvendelse af arealer, der ligger tæt på eksisterende og planlagte produktionsvirksomheder. De skal ligeledes sikre, at eksisterende produktionsvirksomheder ikke påføres omkostninger til afværgeforanstaltninger, som ligger udover krav i deres miljøgodkendelse eller branchebekendtgørelse som følge af, at der planlægges for ændret anvendelse på omkringliggende arealer.
De udpegede arealer skal friholdes for anden anvendelse end til produktionserhverv. Horsens Kommune har andre områder til produktionsvirksomheder, som ikke indgår i denne udpegning. I disse områder er der mulighed for at erhverv ud over produktionserhverv kan drive virksomhed. Det kan eksempelvis være virksomheder med pladskrævende varer, som ikke falder underdefinitionen for produktionsvirksomheder.
For at sikre, at produktionserhvervene i Horsens Kommune også i fremtiden har arealer, hvor det kan forventes, at de kan placere sig, er der udpeget områder i henholdsvis Brædstrup, Horsens Syd, på Erhvervshavnen i Horsens, vest for Gedved-Egebjerg og Horsens Vest. Disse områder har alle en konsekvenszone på 500 meter.
Derudover er erhvervshavnen i Horsens 10ER02 udpeget som et område til produktionserhverv. Udpegningen gælder kun de arealer, der i Masterplanen for Horsens Havn er udpeget som fremtidig erhvervshavn og ikke de områder der forventes omdannet til andre byformål i overensstemmelse med Masterplanen. For erhvervshavnen er konsekvensområdet mellem 200 og 500 meter, som vist på kortet herover.
I Horsens Kommune er der virksomheder af national interesse. Ved planlægning omkring disse skal der tages visse hensyn. Placering af virksomhederne findes her.
