2.2. Cyklisme

Mål

  • Andelen af cyklister på de primære ruter mellem oplandsbyerne og Horsens samt i Horsens midtby skal øges.

  • Der skal skabes et sammenhængende cykelrutenet, der er sikkert, trygt og fremkommeligt.

  • Andelen af skolebørn, der cykler til skole, skal stige.

  • Der skal være gode forhold for cyklende skolebørn på de primære skoleveje.

  • Der skal være gode cykelparkeringsfaciliteter ved lokaliteter med mange cyklister.

Retningslinjer

2.2.1. Der skal etableres et sammenhængende cykelrutenet, hvor der er fokus på trafiksikkerhed, tryghed og fremkommelighed for cyklisterne.

2.2.2. Der skal etableres direkte, trafiksikre og trygge stiforbindelser, der kobler sig på enten eksisterende stier eller det strategiske cykelrutenet.

2.2.3. Omkring skoler og institutioner skal infrastrukturen i videst muligt omfang indrettes på cyklisternes præmisser for at øge trafiksikkerheden og øge incitamentet til at være selvtransporterende til skole.

2.2.4. Der skal være cykelparkering ved alle indgange til skolernes områder, hvor det giver mening i forhold til cyklisternes ankomst.

2.2.5. Varelevering og affaldshåndtering ved skoler og dagtilbud skal adskilles fra cyklisterne.

2.2.6. Byrum i Horsens midtby, Brædstrup og i lokalcenterbyerne skal indrettes på cyklisternes præmisser, så vejen og den motoriserende trafik ikke er det dominerende element. Cyklister skal adskilles fra den kørende trafik i det omfang, det er muligt.

2.2.7. Ved trafikale knudepunkter og ved nybyggeri, dækkende for byggeriets behov, skal der sikres gode cykelparkeringsfaciliteter med en andel overdækket cykelparkering.

2.2.8. I forbindelse med ombygning, tilbygning eller ny planlægning skal der sikres gode forbindelser for cyklisterne, så de får en høj prioritering i planlægningen.

Mobilitetsplan 2035 kan læses her.


Redegørelse

Arbejdet med at fremme cyklisme og gøre cyklen til et attraktivt transportmiddel er med vedtagelse af Mobilitetsplan 2035 blevet et endnu større fokus – ikke bare i Horsens by, men i hele Horsens Kommune.

I Horsens Kommune er der et stort potentiale for at få flere til at cykle. Det gælder særligt pendlere og skolebørn, men også på de kortere ture, ved indkøb og i forbindelse med fritidsinteresser er der potentiale for at understøtte cyklen, som det oplagte valg.

Potentialet skal realiseres gennem bl.a. udbygning af det eksisterende stinet, trygge skoleveje og en prioritering af cyklister som trafikantgruppe.

Cyklen er og skal i langt større grad være det oplagte valg på ture under 15 km mellem steder, som f.eks. større boligområder, bysamfund i øvrigt, Horsens midtby, skoler, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, større arbejdspladser, fritidsaktiviteter, kulturtilbud, indkøb mv.

Vælges cyklen frem for bilen kan det bl.a. reducere trængslen på de mest belastede veje, forbedre indlæringen for skolebørn og samlet set bidrage positivt til den grønne omstilling og sundheden blandt borgerne i Horsens Kommune.

Derfor er der vigtigt gennem planlægningen at understøtte cyklen som det oplagte valg på særligt de kortere ture. 

Flere borgere har de seneste år valgt at anskaffe sig el-cykler og meget tyder på, at udviklingen fortsætter. Det betyder også, at potentielt blandt pendlere på de mindre ture er stigende og afstanden, hvor pendlere kan og vil transportere sig på cykel, er større end det har været tidligere.

Desuden har langt de fleste skolebørn i Horsens Kommune under 2 km til skole. Det betyder også, at andelen af selvtransporterende børn bør være stor – uanset om det er til fods eller på cykel.

Udover pendlere og skolebørn er der generelt et potentiale for at få flere til at cykle på de kortere ture, f.eks. mindre indkøb, fritidsformål, kulturtilbud mv.

Et veludbygget, kontinuerligt cykelrutenet er afgørende for at gøre det attraktivt at være cyklist uanset formålet med cykelturen, og om det er en kort eller en lang cykeltur. Det er derfor vigtigt, at der skabes et kontinuerligt rutenet mellem steder som større boligområder, bysamfund i øvrigt, Horsens midtby, skoler, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, større arbejdspladser, fritidsaktiviteter, kulturtilbud mv.

Et kontinuerligt rutenet kan bestå af både stier og boligveje, hvor eksisterende forhold vurderes at være tilstrækkelige for at skabe trygge og sikre ruter for cyklisterne. Rutenettet kan bl.a. bestå af eksisterende stier, men hvor det anbefales at opgradere forholdene, således der opnås det rette serviceniveau på den enkelte sti. Det kan f.eks. være en bred kantbane, der bør opgraderes til en egentlig cykelsti. I Mobilitetsplan 2035 er det strategiske cykelrutenet angivet, samt anbefaling til stiprojekter, der skal til for at opnå det kontinuerlige rutenet.

Desuden sikrer supercykelstisamarbejdet i Region Midtjylland, at der planlægges for tværregionale stiforbindelser til gavn for pendlere og øvrige cyklister, der krydser kommunegrænsen.  

En stærk motivationsfaktor til at få flere til at cykle er at etablere de nødvendige foranstaltninger, som gør det sikkert, trygt og fordelagtigt at være cyklist. Der arbejdes derfor med at udbygge cykelfaciliteterne på steder, hvor det kan forventes at opnå størst effekt for pengene.

I forbindelse med Mobilitetsplan 2035 vil der hvert andet år frem til 2035 blive gennemført en rapport, hvor der løbende gøres status på målsætningerne i planen samt en vurdering af, hvor langt mobilitetsarbejdet er i forhold til målsætningerne og ikke mindst om indsatserne i handlingsplanen sikrer den rette kurs – herunder også udviklingen i cyklisme.

Billedet viser cyklende på cykelsti ved Niels Gyldings Gade.