6.3. Biogas
Mål
- Biogasproduktionen i kommunen skal øges for at reducere CO2-udledningen, og derved medvirke til at opfylde de nationale mål, om afgasning af husdyrgødning til produktion af grøn energi.
Retningslinjer
6.3.1. Der er udpeget et område (rammenummer 98ER04) til fælles biogasanlæg i kommuneplanen.
6.3.2. Biogasanlæg skal efter en helhedsvurdering placeres, indrettes og drives så de tager størst muligt hensyn til naboer, landskab, kultur, natur og miljø.
6.3.3. Biogasanlæg skal placeres hensigtsmæssigt i forhold til leverandører af husdyrgødning og anden biomasse, så energiafsætningen kan ske i overensstemmelse med kommunens strategiske energiplan. Biogasanlæg skal samtidig placeres så der sikres gode vej- og tilkørselsforhold med henblik på minimering af trafikale gener i nærområdet.
6.3.4. Biogasanlæggenes formsprog skal fremstå enkelt og klart i dæmpede farver, så der bedst muligt tages højde for anlæggenes dominans i lokalområdet.
6.3.5. Emissioner fra biogasanlæg skal begrænses til et minimum, med de bedst anerkendte tekniske løsninger. Det gælder lugt, støj og støv, samt alle øvrige udledninger fra anlæggets drift.
6.3.6. Udspredning af afgasset biomasse på landbrugsarealer skal vurderes i forbindelse med planlægning af anlægget, både for at kunne dimensionere anlæggets maksimale kapacitet og for at sikre, at der ikke sker en negativ påvirkning af natur, grundvand og overfladevand.
Redegørelse
Når der etableres nye tanke, som skal anvendes til opbevaring af afgasset biomasse, skal tanken som udgangspunkt overdækkes med en lufttæt overdækning, som f.eks. et telt. Dette skal ske, fordi der ved opbevaring er en større ammoniakfordampning fra afgasset biomasse i forhold til opbevaring af husdyrgødning. Der kan derved potentielt ske en forøgelse af kvælstofindholdet i luften, hvilket er imod det generelle ønske om at reducere kvælstofdepositionen i Danmark.
Horsens Kommune har store områder, hvorfra der indvindes drikkevand og en stor del af kommunen er udpeget som områder med særlige drikkevandsinteresser. Samtidig er en del af kommunens søer og fjorde påvirket af næringsstoftilførsel. Etablering af biogasanlæg, kan øge udbringningen af organiske næringsstoffer i et område, men dette må ikke medføre en negativ påvirkning af grundvand eller overfladevande (vandløb, søer og fjorden). Derfor skal der i forbindelse med planlægning af nye biogasanlæg foretages en vurdering af arealpåvirkningen.
Det vil være naturligt at etablere Power2X anlæg i forbindelse med et biogasanlæg, idet der kan være en synergi imellem de output der er fra biogasanlægget og de input, der skal til et Power2X anlæg afhængig af de tekniske detaljer i begge typer af anlæg. Ved etablering af Power2X anlæg på et biogasanlæg skal synergierne mellem de to anlæg og det samfundsmæssige behov samt påvirkninger på omgivelserne belyses og vurderes.
Der ligger to biogasanlæg i kommunen, et ved Østbirkvej og et på Horsens Rensningsanlæg. Der er ikke udpeget nye arealer til biogasanlæg med Kommuneplan 2025-2037.


Billedet viser et opgraderingsanlæg ved Horsens Bioenergi. Opgraderingsanlægget udskiller CO2 og andre urenheder, så slutproduktet er ren methan.
I baggrunden ses store, hvide reaktortanke.
