6.7. Vindmøller over 25 meter

Mål

  • Andelen af vedvarende energi skal øges i Horsens Kommune, så Kommunen kan bidrage til den globale udfordring med at udlede mindre CO2.  

  • Opstillingen af vindmøller skal tilpasses landskabet, og der skal udover de landskabelige værdier tages hensyn til naboer, kulturhistoriske værdier og naturbeskyttede områder.  

  • Horsens kommune vil arbejde for en vindmøllesanering, så mindre og uheldigt placerede møller bliver erstattet af større og mere hensigtsmæssigt placerede møller, der er mere effektive.

Retningslinjer

Planlægning

6.7.1. Planlægning af et vindmølleområde kan forud for opsætningen af nye møller forudsætte nedtagning af eksisterende vindmøller, og evt. opkøb af eksisterende ejendomme, på vindmølleejerens bekostning. Tiltagene skal sikre, at vindressourcen i det enkelte område udnyttes bedst muligt, med henblik på mindre gener og afværgeforanstaltninger for naboerne.

6.7.2. Afstanden fra en vindmølle til nærmeste nabos bolig skal være på min. 4 gange vindmøllens totalhøjde.

6.7.3. Der skal i lokalplanlægning for rammerne, omtalt i nedenstående retningslinjer, være mulighed for at tilpasse opstillingsmønster til de lokale forhold.

6.7.4. Borupgård – 99TE01 – Der kan opstilles maks. 3 vindmøller med en totalhøjde mellem 100 og 125 meter. Vindmøllerne opstilles med en indbyrdes afstand mellem 3 og 4 gange rotordiameter alt efter opstillingsmønster.

6.7.5. Tønning – 98TE02 - Der kan opstilles maks. 2 vindmøller med en maks. totalhøjde på 75 m. Vindmøllerne opstilles med en indbyrdes afstand på mellem 3 og 4 gange rotordiameter alt efter opstillingsmønster.

6.7.6. Nim Mark – 98TE01 - Der kan opstilles maks. 2 vindmøller med en maks. totalhøjde på 75 m. Vindmøllerne opstilles med en indbyrdes afstand på mellem 4 og 5 gange rotordiameter alt efter opstillingsmønster. Området skal planlægges i sammenhæng med naboområdet i Hedensted Kommune.

6.7.7. Endelave – 82TE01 - Der kan opstilles maks. 1 vindmølle med en maks. totalhøjde på 75 m.

De eksisterende vindmølleområder er vist på kort.

Synlighed, og visuel påvirkning af området

6.7.8. I områder, hvor der opstilles mere end én vindmølle, skal vindmøller opstilles i klynger. I områder, hvor der opstilles mere end 2 vindmøller, skal møllerne opstilles i et let opfatteligt geometrisk mønster som f.eks. en linje.

6.7.9. Inden for hver klynge skal vindmøllerne være ensartede. De skal have ensartet navhøjde, rotordiameter, omløbsretning, omløbshastighed, være 3-bladet og have ensartet udseende. Det skal tilstræbes at de opstilles med ensartet indbyrdes afstand.

6.7.10. Forholdet mellem navhøjde og rotordiameter skal for vindmøller ligge mellem 1:1,1 og 1:1,35.

6.7.11. Ved fastlæggelse af opstillingsmønster må nabobeboelse ikke blive ramt af skygge fra møllevinger i mere end 10 timer pr. år, beregnet som reel skyggetid.

Sikkerhed

6.7.12. Vindmøller må ikke opstilles nærmere end 200 m fra radiokædeforbindelser uden tilladelse fra IT- og Telestyrelsen eller Forsvarsministeriet.  

6.7.13. Ved opstilling af vindmøller skal der tages hensyn til højdebegrænsninger og indflyvningszoner omkring flyvepladser og lufthavne.  

6.7.14. Der kan ikke planlægges for opstilling af vindmøller nærmere statsveje, overordnet vejnet, jernbanestrækninger og det rutenummererede vejnet end 1 gange vindmøllens totalhøjde. For statsveje med vejbyggelinjer, fastsættes afstandskravet fra disse.

6.7.15. Ved planlægning for opstilling af vindmøller i zonen mellem 1 og 1,7 gange vindmøllens totalhøjde langs eksisterende og planlagte statsveje, skal der redegøres for, at vindmøllerne ikke vil udgøre en fremtidig risiko for statsvejens trafikanter.

6.7.16. Vindmøller må ikke opstilles nærmere højspændingsledninger end vindmøllens totalhøjde + 15 m.

Nedtagning

6.7.17. Det skal sikres, at vindmøller, som har været ude af drift i mere end 1 år, eller som udgår af varig drift, fjernes uden udgift for det offentlige. Ved nedtagning af vindmøller skal tilhørende adgangsveje fjernes og fundamenter skal fjernes til min. 1 m under terræn. Herefter skal arealet reetableres til anden anvendelse, dog fortrinsvis samme anvendelse som de tilstødende naboarealer.


Redegørelse

I de viste rammeområder kan der opstilles vindmøller med en totalhøjde som angivet i retningslinjerne for det enkelte område. Opstillingen kan kun ske under forudsætning af, at øvrige retningslinjer for opstilling af vindmøller inden for de udpegede områder overholdes. Der er ikke udpeget nye vindmølleområder i Kommuneplan 2025-2037.

Udbygning af vindmølleproduceret energi er et væsentligt bidrag til opfyldelse af såvel nationale som lokale målsætninger om omstilling til vedvarende energi og reduktion af CO2.

I bestræbelserne på at øge andelen af vedvarende energi fra vindmøller, og set i lyset af de få muligheder der er i et befolknings-, natur- og kulturintensivt område som Horsens Kommune, er det vigtigt, at der sikres en høj udnyttelse af den tilgængelige vindressource i de udlagte områder. Dette vil ske ved opstilling af vindmøller med stor effekt.

Opstilling af nye, mere effektive og større vindmøller vil give disse en mere markant rolle i landskabet. Dette styrker behovet for at sikre at vindmøller opstilles i klynger og i en let opfattelig geometri af hensyn til den landskabelige oplevelse af anlægget.

Planlægning, opstilling og udseende

Der kan efter planloven kun opstilles vindmøller indenfor de i kommuneplanen udpegede vindmølleområder.

I forbindelse med planlægning for nye møller i et udlagt vindmølleområde skal der samtidig søges gennemført en sanering af ældre og evt. uheldigt placerede vindmøller i nærområdet. På den måde kan den uheldige indbyrdes indvirkning af vindmøller med forskellig størrelse og omdrejningstal og den visuelle påvirkning af landskabet reduceres.

I forbindelse med en lokalplan eller VVM-redegørelse for vindmøller, skal der foretages en vurdering af om projektet kan være i strid med bevaringsmålsætningerne for et Natura 2000 beskyttelsesområde eller de arter som Natura 2000-området er udpeget for. 

Vindmøller og tilhørende anlæg kan kun etableres i lavbundsområder og lavbundsområder, der kan genoprettes, hvis de ikke vil være til hinder for eller kan medføre en væsentlig, negativ påvirkning af eksisterende, naturlig vandstand eller eventuelt kommende naturgenopretnings-projekter med fri, naturlig hydrologi. Det betyder, at anlægget skal kunne tåle, at området står eller kan komme til at stå helt eller delvist under vand. Derudover må opstillingen af vindmøller ikke have en væsentlig, negativ påvirkning på eksisterende eller potentiel, beskyttet natur og dyreliv i lavbundsområderne.

Opstilling af vindmøller kræver lokalplanlægning. Lokalplanen skal fastlægge en række bestemmelser om placering, totalhøjder og navhøjder, udseende og adgang m.m. der vil være afledt af statslige anbefalinger og af de lokale forhold. Bestemmelserne skal sikre den mest hensigtsmæssige og mindst forstyrrende påvirkning af omgivelserne.

Områdernes endelige afgrænsning og vejbetjening, det maksimale antal vindmøller i hvert område, minimum og maximale totalhøjde, placering og udseende fastlægges endeligt i forbindelse med lokalplanlægningen for området.

Særlige hensyn

Loven fastlægger at afstanden mellem vindmølle og nærmeste nabo skal være min. 4 gange vindmøllens totalhøjde. Afstanden skal forebygge, at nabobeboelser påvirkes væsentligt af glimt og skyggekast. Bestemmelsen gælder dog ikke vindmølleejerens private beboelse. Der kan ikke dispenseres fra denne afstand, ligesom kommunen som myndighed ikke kan øge den med en generel retningslinje. Afstanden til nabobeboelse kan dog – efter en konkret afvejning, være større end kravet i bekendtgørelsen om planlægning for vindmøller (BEK nr. 923 af 06/09/2019), hvis det skønnes nødvendigt for at sikre nabobeboelser mod væsentlige gener fra vindmøller. Den planlægningsmæssige begrundelse skal dog altid varetage saglige hensyn. Afstandskravet suppleres af støjgrænserne på nabobeboelse i det åbne land, samt støjfølsom anvendelse. Disse gælder ikke vindmølleejerens private beboelse. Der kan ikke dispenseres fra støjgrænserne.

Nabobeboelse må ikke blive ramt af skygge fra møllevinger i mere end 10 timers pr. år beregnet som reel skyggetid. Dette kan afstedkomme påbud om standsning af en vindmølle i givne tidsrum.

I forbindelse med planlægningen skal der tages hensyn til de landbrugsmæssige interesser. Det bør undgås, at vindmølleplacering og vejbetjening giver unødige gener for landbrugets drift.

Bestemmelser om nedtagning af vindmøller efter endt drift skal sikres i en landzonetilladelse eller bonuslokalplan, der skal desuden lyses en fjernelsesdeklaration på møllerne. Såfremt kommunen vurderer, at der er en begrundet forureningsrisiko, kan der stilles krav om fjernelse af hele fundamentet. Gennem retningslinjerne sikres det, at udtjente vindmøller ikke får lov at stå ubrugte og forfaldne. Samtidig sikres det, at de dyrkningsmæssige interesser og de oprindelige landskabskvaliteter genskabes.

Det anbefales, at vindmøller placeres med minimum 200 meters afstand til sigtelinjen mellem to radiokæde sende/modtage-positioner for at undgå forstyrrelser af signalet. De 200 meter er en vejledende afstand. Er man i nærheden af de 200 meter, bør man altid kontakte radiokædeoperatøren, da denne afstand kan være højere for nogle radiokæder. Endelig skal der også tages hensyn til, at afstanden overholdes til yderste vingespids svarende til vindmøllerotorens omdrejningsradius, hvor vindmøllens vingeplan er vinkelret på radiokædens sigtelinje.

Hvis der er konflikt med en radiokæde, kan der forhandles med radiokædeoperatøren om en alternativ linjeføring for radiokæden, hvor signalet omdirigeres via en anden mast. Dette vil kræve tilladelse fra IT- og Telestyrelsen, og ved behov for placering af en ny mast vil der endvidere skulle indhentes landzonetilladelse fra kommunen – se i øvrigt afsnit om Master og antenner. Den økonomiske udgift ved en sådan omdirigering bør efter en privatretslig aftale afholdes af vindmøllebygherren som en forudsætning for vindmølleprojektets gennemførelse.

Sikkerhed

Vindmølleprojekter med vindmøller over 100 m totalhøjde skal anmeldes til Trafikstyrelsen. Anlæg må ikke påbegyndes før der er udstedt attest om, at vindmøllen ikke er til fare for lufttrafikkens sikkerhed. Trafikstyrelsen afgør desuden, om vindmøller med en totalhøjde på mellem 100 – 150 m skal lysafmærkes.

Vindmøller med en højde på 150 meter eller mere kan påvirke radarers detektionsevne negativt. Eventuelt fremtidige vindmøller i Horsens Kommune af denne størrelse, vil være i ”Line-of Sight” fra Forsvarets militære radarer i Karup.

Ved planlægning for konkrete vindmølleprojekter på 150 meter eller mere i Horsens Kommune, vil Forsvarets Ejendomsstyrelse kunne pålægge bygherre og udvikler, at der skal udarbejdes tekniske analyser af vindmøllernes påvirkning af radaranlæggene i henhold til EUROCONTROL retningslinjerne herfor. På baggrund af disse analyser og operative vurderinger, kan Ejendomsstyrelsen stille krav om afværgeforanstaltninger – f.eks. i form af gap-filler radarer, der skal kompensere for eventuelt tab af detektionsevne.

Der bør som hovedregel indledes tidlig dialog med Forsvarets Ejendomsstyrelse i planlægningen, for at afklare om der vil være behov for yderligere undersøgelser af vindmøllernes indvirkning på radarernes detektionsevne.

Vindmøllers afstand til overordnede veje regnes fra kant af vej, nødspor eller vejbyggelinje, hvis disse er pålagt, til den nærmeste del af mølletårnet, jf. VEJ nr. 9317 af 26/01/2022.

For statsvejnettet gælder der en zone mellem 1 og 1,7 gange vindmøllens totalhøjde, hvor Vejdirektoratet fører tilsyn med planlægning. I denne planlægningszone kan der optræde sikkerhedsmæssige hensyn, som kræver forudgående dialog med Vejdirektoratet. Ved planlægning for et konkret vindmølleprojekt i denne zone, kan Vejdirektoratets tilladelse til projektet forudsætte en redegørelse for, at vindmøllerne ikke vil udgøre en fremtidig sikkerhedsmæssig risiko for statsvejens trafikanter.

I forbindelse med tilsvarende planlægning i nærhed til jernbanenettet afklares sikkerhedsmæssige spørgsmål og tilladelser med Banedanmark. Vejdirektoratet og Banedanmark skal specifikt begrunde behovet for øget afstand. Afstandskravet vil ikke overstige 1,7 gange vindmøllens totalhøjde.

Vindmøller kan i udgangspunktet placeres i en afstand af minimum 1 gange vindmøllens totalhøjde fra det rutenummererede vejnet. Der bør i planlægningen være opmærksomhed på at afklare, at vindmøllers placering i nærhed til det rutenummererede vejnet ikke udgør sikkerhedsmæssige risici for vejens trafikanter.

Vindmøller bør som hovedregel ikke placeres i eller tæt ved vejens sigtelinje, da det kan fjerne trafikanternes opmærksomhed fra vejen.

Vindmøller må ikke opstilles nærmere højspændingsledninger end 1 gange vindmøllens totalhøjde + respektafstand på 15 m fra nærmeste fase. Retningslinjen skal sikre el-transmissionsledningen i det tilfælde at vindmøllen vælter.

Retningslinjerne for enkeltområderne skal ses i forlængelse af de generelle retningslinjer for opstilling af vindmøller indenfor udlagte vindmølleområder. Retningslinjerne for enkeltområderne fastlægger vindmøllernes maksimale totalhøjde og antal ud fra, hvor mange vindmøller der forventes at kunne opstilles i de enkelte områder på baggrund af afstanden til nabobeboelse og en vurdering af det forventede opstillingsmønster. Området afgrænses, så der efterfølgende i lokalplanlægningen er mulighed for at tilpasse et opstillingsmønster til de lokale forhold.

Billedet viser en vindmølle ved Nim.