Kommuneplanen

Kommuneplanen er en samlet plan for den fysiske udvikling i Horsens Kommune - både i byerne og i det åbne land. Kommuneplanen gælder som udgangspunkt i 12 år, men skal revideres hvert fjerde år.

Kommuneplanen indeholder rammer for udarbejdelsen af lokalplaner. En lokalplan skal være i overensstemmelse med kommuneplanen. Hvis der er uoverensstemmelse, kan lokalplanen kun gennemføres efter byrådets vedtagelse af et tillæg til kommuneplanen.

Der sker med lokalplanen ikke ændringer, som ikke er i overensstemmelse med Horsens Kommuneplans Hovedstruktur og Retningslinjer.

Hovedstruktur

Bymønster

Som hovedby skal Horsens fortsat udvikles som kommunens center for bosætning, detailhandel, erhverv, kulturtilbud og offentlig og privat service. Planlægningen skal styrke Horsens i samspillet (herunder både samarbejde og konkurrence) med de øvrige større byer i Østjylland og Business Region Aarhus">Business Region Aarhus

Lokalplanen understøtter Horsens som center for bosætning ved at give mulighed for åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse i forlængelse af eksisterende boligbebyggelse i Tyrsted.

Retningslinjer

3.1 NATURBESKYTTELSE og 3.3. GRØNT DANMARKSKORT

Der er beskyttet natur, vandhuller og mose, i det sydlige hjørne langs østsiden af lokalplanområdet. Der skal jfr. kommuneplanens retningslinjer for naturbeskyttelsesområder, holdes en respektafstand på 25 meter mellem byggeri og disse naturområder. Lokalplanen fastlægger bestemmelser, der sikrer, at udpegningerne til natur ikke berøres af lokalplanen.

4.4 FREDEDE OG BEVARINGSVÆRDIGE BYGNINGER

Bygninger med bevaringsværdi fra 1 til og med 4 i SAVE-registreringen er udpeget som bevaringsværdige bygninger. Højagergårdsvej 6 er et stuehus til en landejendom fra 1908 som har en bevaringsværdi 3.  Af den tidligere firlængede gård skal det bevaringsværdige stuehus fremhæves, opført klassicistisk stil i 1908. De bevaringsværdige bygninger er bygninger, som i kraft af deres arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er eksempler inden for deres bygningstype. Den bevaringsværdige ejendom skal bevares. 

8.1 KLIMATILPASNING

Der er flere lavninger i området som ved ekstrem regn oversvømmes.

Brutto lavningsvolumenet skal opretholdes. Med andre ord fyldes eller udjævnes lavninger skal der etableres erstatningslavninger med tilsvarende volumen. Området afvander delvist mod nordvest til Torsted Bæk. Torsted Bæk og delvist mod sydøst til Klokkedal Å. Begges vandløbs kapacitet er opbrugt og ekstrem regn skal håndteres efter et princip om neutral vandhåndtering.

Hovedstrømningslinje fra nordøst afvander stort skybrudsopland gennem området i retning af Torsted bæk. Der skal skabes plads til hovedstrømningslinjer gennem etablering af grønne rekreative strukturer, som også kan rumme og lede vand i forbindelse med ekstremregn. De grønne strukturer skal have terrænmæssigt fald i retning af det åbne regnvandssystem som Samn Forsyning etablerer. 

Af gamle målebordsblade (1842-1899 samt 1928-1940) ses at der tidligere har været et vandløb i området. Der skal være opmærksomhed på evt. eksisterende dræning og dennes funktion opretholdes eller erstattes.

Terrænbearbejdning og indretning af området skal generelt ske med opmærksomhed på og med respekt for strømningslinjer. Regnvand skal håndteres uden at gøre skade på bygninger og infrastrukturanlæg i lokalplanen og i op- og nedstrøms liggende områder.

Bygherre skal redegøre for grundvandsforhold samt håndtering af hverdagsregn og ekstremregn ved udarbejdelse af en vandhåndteringsplan.

Rammer

Lokalplanområdet er omfattet af rammeområde 15BO27 der fastlægger områdets anvendelse til boligformål. Indenfor rammen kan etableres åben-lav boliger, men der er også mulighed for enkelte bebyggelser med tæt-lav boliger, hvis det enkelte område kan indrettes hensigtsmæssigt. Indenfor området kan der også etableres nærrekreative arealer og kollektive anlæg til områdets forsyning.

Det skal vurderes, om der er behov for afværgeforanstaltninger mod oversvømmelse eller erosion, når der lokalplanlægges for byudvikling, særlige tekniske anlæg eller ændret anvendelse mv. inden for rammen. Oversvømmelse: Nedbør

Lokalplanens bestemmelser er i overensstemmelse med rammens bestemmelser.

Landskab

Arealet ligger i landskabskarakterområdet Horsens bylandskab.

Den østlige del af det byprægede landskab er vurderet karakteristisk, i middel tilstand og med oplevelsesværdier, der knytter sig til enkeltelementer. Derfor har landskabskarakteren fået målsætningen vedligehold.

Målsætningen betyder, at ændringer i området bør respektere landskabets bærende karaktertræk. Landskabet er generelt et urbant landskab, hvor de væsentligste hensyn er at sikre et harmonisk samspil mellem byerne, byrandene og det omgivende landskab.

Anbefalinger:

Da landskabet har en relativt åben karakter, bør der være opmærksomhed på, at ændringer kan blive synlige over store afstande.

Byudvikling bør ske inden for en veldefineret let opfattelig struktur af bybånd med afsæt i Horsens.

Boligområderne bør have en transparent grøn afgrænsning mod landskabet, f.eks. defineret af haveanlæg.

Lokalplanen fastlægger bestemmelser, der sikrer udsigter til det omkringliggende landskab, byggeri i afdæmpede farver og en grøn kant mod det omgivende landskab.

 

Kort over vedtagne kommuneplanrammer.

Naturbeskyttelse og Grønt Danmarkskort -Retninglinje 3.1, samt bevaringsværdige bygninger - Retningslinje 4.4

 

Risiko for oversvømmelse - Retningslinje 8.1