Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanens formål

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.
En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.
Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.
En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.
Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

Lokalplanen er anden etape af et større boligområde ved Højagergårdsvej. Baggrunden for lokalplanen er, at der er nedlagt et forbud mod opførelse af boliger i form af tæt-lav boligbebyggelse efter Planlovens § 14. 

Lokalplanområdet, som omfatter ejendommene matr. nr. 9dp, 9dn 9c og en del af 7000ax Tyrsted By, Tyrsted er omfattet af Lokalplan 2015-14-Boliger, Ørnstrup Møllevej, Horsens.

Forbuddet indebærer, at Horsens Kommune indenfor 10 måneder skal offentliggøre et forslag til en ny lokalplan.

Området er i den gældende lokalplan udlagt til åben-lav og / eller tæt-lav boligbebyggelse med fælles friarealer.

Lokalplanen udarbejdes, da Horsens Kommune ikke længere har et ønske om at området har mulighed for tæt-lav boligbebyggelse i et omfang, der er tilladt efter den gældende lokalplan.

Horsens Kommune ønsker fortsat, at området anvendes til boligbebyggelse, men at det primært er fritliggende enfamiliehuse.

Horsens Kommune ønsker ligeledes at skabe mere luft og flere grønne områder indenfor lokalplanområdet.

Derfor er der udarbejdet et forslag til Lokalplan 383, som giver mulighed for åben-lav boliger, åben-lav boliger på små grunde, samt et mindre antal tæt-lav boliger. Lokalplanen er inddelt i delområder, som fastlægger fordelingen mellem åben-lav og tæt-lav, samt grønne områder. Åben-lav boligbebyggelsen er den fremherskende typologi.