Beliggenhed & eksisterende forhold

Lokalplanområdet danner, sammen med omfartsvejen syd om Horsens, den sydlige afgrænsning af Horsens by.

Der er beskyttet natur i områdets sydlige hjørne langs østsiden af lokalplanområdet samt lige uden for lokalplanområdet mod nordøst.

Området afgrænses mod nord af bydelen Tyrsted, en parcelhusbebyggelse og tæt-lav bebyggelse.

Mod øst grænser arealet op til et nyere boligområde med åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse, Bjerrevej og det åbne land. Mod vest af en rideskole og eksisterende boligbebyggelse. Umiddelbart nordøst for lokalplanområdet ligger et stedkarakteristisk blåt vandtårn. Lokalplanområdet gennemskæres diagonalt af Højagergårdsvej. Terrænet indenfor området er svagt bølget og falder fra nord mod syd og har udsigt til Purhøj.

Der ligger et stuehus indenfor lokalplanområdet, som har en høj bevaringsværdi 3. Huset er opført i klassicistisk stil i 1908 og er en del af en tidligere firlængede gård. Huset omgives af en have med høje, gamle træer.

Lokalplanområdet omfatter ejendommene matr. nr. 9dp, 9dn 9c og en del af 7000ax Tyrsted By, Tyrsted beliggende Højagergårdsvej 6 og Kæmpehjorten 1, og er omfattet af Lokalplan 2015-14-Boliger, Ørnstrup Møllevej, Horsens. Lokalplanen omfatter et areal på ca. 22 ha. Området ligger i byzone.

Lokalplanområdet etableres i forlængelse af eksisterende boligområde og offentlige servicefaciliteter som idrætsfaciliteter, skole, daginstitutioner og busforbindelser. På tværs af lokalplanområdet ligger en gasledning, der forudsættes omklassificeret, så der kan etableres boliger i dens nærhed.

I den sydvestlige del af lokalplanområder er der højspændingsledninger, der forudsættes jordlagt.