Hvad er en lokalplan?
Lokalplanens formål
Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.
En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.
Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.
En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.
Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.
Baggrunden for lokalplanlægningen er et ønske om en administrativ rettelse af lokalplanafgrænsningen for eksisterende, godkendte og opførte erhvervsbygninger på Saturnvej 65, Horsens.
Lokalplanafgrænsningen for virksomheden udvides til at gælde hele matrikel nr. 3s Oens By, Ølsted og den vestlige del af arealet, som i dag er i landzone, overføres til byzone. Formål, principper og bestemmelser i eksisterende Lokalplan 2015-6 videreføres i Lokalplan 415, så hele erhvervsområde Horsens Syd bibeholder ensartede rammer for drift og fremtidig udvikling.
Der vil, efter en vedtagelse af lokalplanen, ikke skulle ske fysiske ændringer af eksisterende byggeri. Mulighederne for ændret eller nyt byggeri i fremtiden vil blive bibeholdt, svarende til bestemmelserne i den nuværende Lokalplan 2015-6. Tilsvarende indeholder lokalplanen bestemmelser om afskærmende beplantning mod det åbne land.
Kort over lokalplanområdet.