Viden som fundament for den fysiske planlægning

Forudsætningsredegørelsen belyser en række temaer, der strækker sig fra demografi og socio-økonomisk status over mobilitet, klima og energi og byer og byggeri til byrådets vision, politikker og strategier, statslige og regionale planer samt samfundsmæssige udviklingstendenser.

Forudsætningsredegørelse2018

Forudsætningsredegørelsen danner et solidt vidensgrundlag for Planstrategi 2019 og Kommuneplan 2021.

Forudsætningsredegørelse 2018

Forudsætningsredegørelsen belyser en række temaer, der direkte eller inddirekte har indflydelse på den måde, vi planlægger på. Den skal være med til at kvalificere den måde, vi forvalter og planlægger vores byer, infrastruktur, natur, åbne land og landskaber.

Konkret indsamler redegørelsen en lang række data og foretager en analyse, der belyser, hvilke muligheder og udfordringer, vi står overfor i Horsens Kommune ift. den fysiske udvikling. Samtidig er forudsætningsredegørelsen med til at belyse, hvilke temaer, der bør indgå i Planstrategi 2019 og Kommuneplanrevision 2021.

For at hæve ambitionsniveauet forholder forudsætningsredegørelsen sig til FN’s 17 verdensmål, der sætter kursen mod en mere bæredygtig udvikling frem mod 2030.

Det er målet løbende at forbedre og udbygge forudsætningsredegørelsen, så der på sigt skabes en historik, der gør det muligt at måle på udviklingen indenfor de temaer, der indgår i redegørelsen. På den måde kan vi hele tiden blive klogere på planlægningen – og om og hvordan planlægningen virker.

Forudsætningsredegørelsen er som nævnt udarbejdet til arbejdet med den kommende planstrategi og kommuneplan. I princippet gælder den for de næste fire år. Men der vil være temaer, der er behov for at analysere årligt, f.eks. befolkningsudvikling.

Sådan læses forudsætningsredegørelsen

Forudsætningsredegørelsen består af syv temaer, der alle er vigtige at have viden om i forhold til den fysiske planlægning, fordi de har betydning for udviklingen i Horsens Kommune: Demografi, Socio-økonomiske forhold, Byer og Byggeri, Detailhandel, Mobilitet, Klima, Energi samt Landskab og Natur.

Derudover er der en række overordnede forudsætninger, der går på tværs af og påvirker de syv temaer og dermed den måde, der skal planlægges for dem. Det er de statslige og regionale planer og samarbejder, der sætter en overordnet ramme for kommunernes planlægning. Det er de politikker og strategier, som byrådet har vedtaget, og som sætter deres aftryk på den fysiske planlægning. Og det er de større samfundsmæssige udviklingstendenser, der også kan aflæses og dermed har betydning for udviklingen i Horsens Kommune. Endelig er der FN's Verdensmål, der skal omsættes i lokal handling.

For hvert tema gennemgås tilgængelige udviklingstal, historiske og prognosetal, hvor det er muligt. Derudover gennemgås det, hvilke af de overordnede forudsætninger, der konkret sætter deres aftryk på temaet. Der gives et bud på, hvordan der kan planlægges for det enkelte tema, så FN's Verdensmål kan fremmes. Til sidst samles der op på, hvordan udviklingen i det enkelte tema påvirker den fremtidige planlægning:

  • Hvilke udfordringer giver det den fysiske planlægning i Horsens Kommune?
  • Hvilke muligheder giver det den fysiske planlægning i Horsens Kommune?
  • Hvilke temaer peger det på i Planstrategi 2019?
  • Hvordan kan Kommuneplan 2021 understøtte temaet?