Tilladelser fra andre myndigheder

Skovbyggelinje

Hele lokalplanområdet er omfattet af skovbyggelinjen fra den ny-plantede skov ved Bryggervej sydvest for lokalplanområdet. Realiseringen af lokalplanen kræver enten, at Miljøstyrelsen ophæver / reducerer skovbyggelinjen inden for lokalplanens område, eller at der til byggeriet er indhentet en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 17 stk. 1 om skovbyggelinjer.

Tilladelser og godkendelser af husdyrbrug 

Kommunen må ikke lokalplanlægge for nye boliger i områder, som kan være belastet med lugt fra husdyrbrug jf. §15 b i planloven. Der ligger ikke husdyrbrug nær planområdet, som kan give anledning til generende lugt ved beboelser, og derfor er kommunen ikke begrænset af § 15b i planloven i forhold til at planlægge etablering af nye boliger i området.

Området der lokalplanlægges for ligger udenfor områder til store husdyrbrug og udenfor særligt værdifuldt landbrugsområde. Der skal derfor ikke tages særlige hensyn i forhold til dette.

 

Trafikregulering

Der kan ikke uden samtykke fra politiet gives tilladelse til udførelse af vejanlæg m.m., Der kan have væsentlig betydning for færdselens sikkerhed og afvikling (se Færdselslovens § 100).

Museumsloven

Der er foretaget arkæologisk forundersøgelse af lokalplanområdet. Ved forundersøgelsen fremkom der ikke væsentlige arkæologiske fortidsminder og området er frigivet til anlægsarbejder.

Museumsloven er fortsat gældende. Gøres der fund af fortidsminder skal anlægsarbejdet standses og Horsens Museum tilkaldes jf. museumslovens § 27 stk. 2. Udgiften til en eventuel undersøgelse vil da påhvile Slots- og Kulturstyrelsen.

Servitutter

Ejere og bygherrer må selv sikre sig overblik over tinglyste servitutter, der har betydning for bygge og anlægsarbejder. Man skal være opmærksom på, at ikke alle rør, kabler eller ledninger er tinglyst.
Derfor bør relevante forsyningsselskaber høres, inden jordarbejder påbegyndes. Det kan fx dreje sig om elkabler, telefon-, tele- og tv-kabler, vandledninger, fjernvarmeledninger, gasledninger og spildevandsledninger. Kommunen kan være behjælpelig med at oplyse, hvilke forsyningsselskaber, der dækker det pågældende område.