Baggrund & formål

Hvad er en lokalplan?

Lokalplanens formål

Lokalplanen er det led i planlægningen, der udtrykker de konkrete rammer for realisering af de mål, der er indeholdt i kommunens overordnede planlægning - Kommuneplanen.
En lokalplan er en detaljeret fysisk plan, som fastlægger et områdes anvendelse, bebyggelsens omfang og placering, samt veje, stier, friarealer mv. inden for lokalplanens område. Ifølge Lov om planlægning kan Byrådet altid beslutte at tilvejebringe en lokalplan. Desuden siger loven, at Byrådet skal udarbejde en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder. Hensigten hermed er at sikre en sammenhæng i planlægningen. Inden Byrådet vedtager en lokalplan endeligt, offentliggøres et forslag til lokalplan i minimum 4 uger. Formålet med offentliggørelsen er, at borgerne skal kunne forholde sig til lokalplanen og eventuelt fremkomme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.
Når Byrådet har behandlet borgernes synspunkter, kan lokalplanen vedtages endeligt, hvorefter den kan ses på plansystemdk.dk og får bindende virkning for grundejere og brugere i området.
En lokalplan hindrer ikke, at eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen består af bestemmelser, redegørelser og geografiske udpegninger.
Bestemmelserne udgør den lovmæssige del af planen, mens redegørelsen beskriver baggrund, formål med planen og uddyber hvad der menes med de enkelte bestemmelser.

Byrådet vedtog i august 2019 at offentliggøre forslag til tillæg 18 til
Kommuneplan 2017 og forslag til Lokalplan 309 Boliger, Vestervej, Gedved. Efter den offentlige høring ønskede Plan- og Miljøudvalget udarbejdelse af en ny lokalplan og tillæg til kommuneplanen, hvor antallet af boliger justeres fra 19 til maksimum 12
boliger, der skal søges tilpasset det lokale miljø. Derudover at det eksisterende skovrejsningsområde mod syd i højere grad fastholdes i et nyt planforslag.

Planlægningen er udarbejdet på det politiske grundlag, samt ejernes ønske om etablering af et boligområde på ejendommen. Lokalplanen skal give mulighed for opførelse 12 tæt-lav boliger i en etage. 

Ønsket om lokalplanlægning er i overensstemmelse med Kommuneplan 2017, der fastsætter anvendelse af området til boligformål.

Projektområdet har tidligere omfattet en firelænget gård med bygninger, der er opført mellem 1879 og 1956, placeret omkring en kvadratisk gårdsplads. Der blev givet tilladelse til nedrivning af gården grundet bygningernes ringe tilstand. Gården er i dag nedbrud og grunden er ryddet.

Projektets placering i Gedveds historiske landsbykerne ved gadekæret, har inspireret den nye rækkehusbebyggelses ydre fremtræden i såvel udformning som materialer. Den oprindelige bygning var en 4-længet gård med en central gårdsplads. Den nye bebyggelse disponeres med 3 længer omkring en gårdsplads. Byggeriet fastholder det tydeligt definerede gaderum langs Vestervej og skaber en naturlig åbning mod gadekæret. Gedved kan i fremtiden tilbyde nuværende og nye beboere muligheden for at vælge rækkehuset, som er en efterspurgt boform i byen i dag.

Planområdet er omfattet af Helhedsplanen for Gedved og Gedved landsby er i kommuneplanen udpeget som kulturmiljø.

Planlægningen skal blandt andet sikre, at bebyggelsen indpasses hensigtsmæssigt i det eksisterende landsby- og kulturmiljø i Gedved, som beskrevet i Helhedsplanen for Gedved og i kommuneplanen.


Kort over lokalplanområdet