Kystnærhedszone

Efter Planlovens § 16, stk 3 og 4, stilles der særlige krav til redegørelsen til lokalplanforslag i kystnærhedszonen. 

Arealet grænser op til Bygholm Park / Bygholm Ådal og ligger i den kystnære del af fjordlandskabet.

Der er derfor særlig fokus på, hvordan evt. højt byggeri kan påvirke dette landskabskarakterområde.

Samtidig ligger arealet i den kystnære del af kystlandskabet. Ifølge planloven skal der redegøres for den visuelle påvirkning og store eller afvigende bygningshøjder skal begrundes.

Rammelokalplanens baggrund er, at Godsbanekvarteret er et højt prioriteret byomdannelsesområde i Horsens, der ønskes udviklet til en ny attraktiv bydel.

Det er hensigten at give mulighed for enkelte høje bebyggelser i overensstemmelse med anbefalingerne i den byarkitektoniske analyse at området.

Den nye bykant langs banelegemet vil danne ankomsten til Horsens by med tog. Denne bykant skal derfor skabe en smuk og interessant ankomst til byen. Kanten vil samtidig danne baggrundstæppet for den foranliggende bebyggelse, som den opleves fra selve Godsbanekvarteret.
Her ligger et potentiale for karaktergivende byggerier, der byder en velkommen. Campusbyggeriets tårn på 16 etager er et karaktergivende byggeri i området og er en markør set fra den omgivende by. Øvrige markører på udvalgte placeringer skal forholde sig skalamæssigt til sammenhængen med tårnet. Derfor anbefales det, at der i placeringen og udformningen af stibro over banen, parkeringshus, høje huse og andre markante markører
langs og over banelegemet, er særligt fokus på at de kæver en helt særlig arkitektonisk og skalamæssig bearbejdning. At de gives plads til at være identitetsskabende og karaktergivende til den nye bydel.

Rammelokalplanen vil give mulighed for bebyggelse i op til 5 etager, enkelte hjørnebebyggelser i op til 6 etager, 2 markører i op til 9 etager og en enkelt bygning mod nord, der ikke er begrænset i etager i rammelokalplanen.

I forbindelse med rammelokalplanen er der udarbejdet visualiseringer, der viser hvorvidt muligheden for højt byggeri påvirker fjord- og kystlandskabet.

Planlægningen vil ikke påvirke kyst- og fjordlandskabet væsentligt, da den nye bebyggelse i Godsbanekvarteret vil opleves visuelt i sammenhæng med den eksisterende byprofil og de terrænmæssige omgivelser.  Godsbanekvarteret vil opleves og indgå i direkte sammenhæng med den historiske bykerne og bevaringsværdige bystrukturer.

De visuelle påvirkninger af kystlandskabet vil derfor være meget begrænsede.

De visuelle konsekvenser er uddybet i miljøvurderingen af rammelokalplanen.