Øvrig planlægning

Bevaringsværdigt landskab

Udlægget ligger indenfor det bevaringsværdige landskab i forbindelse med Hansted Ådal. Ådalen er det identitetsskabende landskabstræk i området.

Udlægget vil kun blive meget lidt synlig fra det åbne land pga. beplantningsbæltet langs planområdets nord- og østlige skel. Udlægget vurderes ikke at påvirke ådalen væsentligt og heller ikke den samlede oplevelse eller fortælleværdi af landskabet. Bebyggelsen ligger i tilknytning til et eksisterende boligområde.

Vandområde- & Natura 2000 planer

Lov om vandplanlægning

Jævnfør lov om vandplanlægning, fastlægger Miljø- og fødevareministeren miljømål for vandområdedistrikternes enkelte overfladevandområder og grundvandsforekomster gennem vandområdeplaner. For alle vandforekomster er miljømålet ’god tilstand’ og for kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder er miljømålet et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand.

Samtidig skal forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og af alle grundvandsforekomster forebygges, og balancen mellem indvinding og grundvandsdannelse sikres.

Der er ikke noget i lokalplanens indhold, som er til hinder for, at vandområdeplanens miljømål for grundvandsforekomster og overfladevandsområder kan opnås.

Internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af bilag IV-arter

Der gælder særlige krav til redegørelsen til planforslag, som enten i sig selv eller i forbindelse med andre planer kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, § 3.

Her skal der, under hensyn til bevaringsmålsætningen for området, indgå en vurdering af forslagets virkninger på det internationale naturbeskyttelsesområde. Hvis vurderingen viser, at planen vil skade det internationale naturbeskyttelsesområdes integritet, kan planen ikke gennemføres, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, § 3, stk. 2.

Det skal også fremgå af lokalplanforslaget, om det kan indebære påvirkning af visse dyrearter, såvel i som uden for de internationale naturbeskyttelsesområder. Planer kan ikke vedtages, hvis de kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for arter der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, jf. ovenstående bekendtgørelses § 7, stk. 2.

Nærmeste Natura 2000-område er nr. 236 Bygholm Ådal 3,2 km syd for lokalplanområdet. Ændringen påvirker ikke Natura 2000-området pga. den store afstand.

Området forventes ikke at være et vigtigt leve-, raste- eller ynglested for Bilag IV-arter.

Beskyttet §3 natur

Der er ikke noget beskyttet natur indenfor eller i forbindelse med lokalplanområdet.

 

Skole- og institutionsforhold

Lokalplanområdet ligger i Lund daginstitutionsdistrikt samt i skoledistriktet for Lundskolen.

Trafikplanlægning

Boligvejen ind i lokalplanområdets delområde 1 tilsluttes Bækvej, og delområde 2 er tilsluttet direkte til Bækvej. Bækvej skal holdes facadeløs.

Der kan etableres én overkørsel pr. ejendom i en bredde på maksimalt 4 meter ved enkelt carport/garage og på maksimalt 6 meter ved dobbelt carport/garage. Yderligere kan Teknik og Miljø ansøges om en stiangang i forbindelse med sti til fordør/postkasse o.l. En sådan stiadgang må maksimalt være 2 meter bred. Denne stiadgang må ikke etableres ved siden af overkørslen til carport/garage, idet der skal være minimum 3 m afstand mellem overkørsel til carport/garage og sti. Se i øvrigt Horsens Kommunes ”Information ved bygge- og anlægsopgaver.”

Vej- og stiprojekter skal tilpasses eksisterende terræn og der skal redegøres for eventuelle terrænreguleringer (skråningsanlæg langs veje og stier) på tilstødende grunde uden for vejudlæggene. Se i øvrigt Horsens Kommunes ”Information ved bygge- og anlægsopgaver.”

Boligvejen navngives Graversens Minde.

Der skal i forbindelse med vejprojektet og boligvejens tilslutning til Bækvej etableres fortov/sti fra boligvejen, langs Bækvej, til Leddet, således at gående kan komme sikkert til og fra lokalplanområdet.

Grundvand

Lokalplanområdet ligger i indvindingsoplandet til Lund Vandværk (markeret med blåt på kortet) og indenfor afgrænsningen af Områder med Drikkevandsinteresser (dog ikke Område med Særlig Drikkevandsinteresse (OSD)). Omkring boringerne er der desuden udlagt boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) (markeret med rødt på kortet).

I forbindelse med udlæg til boligområde i indvindingsopland og Område med Drikkevandsinteresse, redegøres der for den planlægningsmæssige begrundelse og grundvandsbeskyttelse i afsnittet Kommuneplan under kapitlet Forhold til anden planlægning.

Spildevandsplan 2012 - 2015

Lokalplanområdet ligger uden for Spildevandsplanens afgrænsninger og der skal derfor laves et tillæg til Spildevandsplanen.

Lokalplanområdet tilsluttes det kollektive spildevandssystem.

Lokalplanområdet skal separatkloakeres. Spildevand ledes til Horsens Centralrenseanlæg og regnvandet udledes via regnvandsbassin til vandløbet umiddelbart nord for lokalplanområdet, hvorfra det løber til Store Hansted Å.

Der skal søges om tilladelse til udledning ved Horsens Kommune.

Renovation

Det skal sikres, at der er plads til en rationel affaldssortering og opbevaring. Renovationen skal overholde Horsens Kommunes til en hver tid gældende ”Regulativ for husholdningsaffald”.

Støj fra virksomheder

I forbindelse med miljøgodkendelse af virksomheder vil der blive stillet krav til, hvor meget virksomheden må bidrage med til støjniveauet i skel.

Nationale interesser

Produktionsvirksomheder

I lokalplanforslag skal der gøres rede for, hvordan planen tager højde for, at vilkårene for produktionsvirksomheder indenfor et erhvervsområde, ikke skærpes efter reglerne i miljøbeskyttelsesloven.

Lokalplanområdet ligger ikke inden for et konsekvensområde for en produktionsvirksomhed. Det vurderes derfor, at lokalplanområdet ikke åbner mulighed for anvendelser, der vil skærpe vilkårene for eksisterende produktionsvirksomheder.

Jordbalance

Inden for lokalområdet skal der så vidt muligt etableres jordbalance. Det vil sige at overskydende jord, som følge af tiltag inden for lokalplanområdet, så vidt muligt skal deponeres og anvendes inden for området på en måde som varetager hensynet til det bevaringsværdige landskab.

Jordforurening

Lokalplanområdet er ikke kortlagt efter jordforureningsloven.

Lokalplanområdet er ikke beliggende i et område, som Horsens Kommune har klassificeret som lettere forurenet. Baggrunden for klassificeringen er kommunens eksisterende kendskab til de enkelte byzoneområders bebyggelsestidspunkt, intensitet af arealanvendelse, trafikbelastning, industriel belastning, opvarmningsformer, bebyggelsestæthed, historik om byudvikling, kendskab til områder med fyldjord samt kendte forureningsdata. Aktiviteter i forbindelse med ovennævnte har generelt ikke givet anledning til diffus forurening.

Såfremt der under bygge- eller jordarbejdet på et areal, der ikke er kortlagt, konstateres en forurening af jorden, skal arbejdet standses og kommunen skal underrettes. Tilsvarende gælder på et kortlagt areal, såfremt den konstaterede forurening ikke er beskrevet i kortlægningen.

 

TEKNISKE ANLÆG

Elforsyning

Lokalplanområdet forsynes med el efter gældende regler.

Varmeforsyning

Alle ejendomme inden for lokalplanområdet skal tilsluttes den kollektive varmeforsyning.

Vandforsyning

Området vandforsynes fra Lund Vandværk.