Bebyggelsesstruktur
Størstedelen af øens bebyggelsen ligger i og omkring Endelave by, mens der er langt mellem huse og gårde på den øvrige del af øen. Langs øens sydøstkyst findes et større sommerhusområde ved Lynger Hage.
Bebyggelsen er en blanding af gård- og landarbejderhuse, fiskerhuse og købstadshuse.
Endelave By
Der bør værnes om Endelave Bys intakte struktur i landskabet.
Der bør ikke ske ændringer i byranden, der ændrer landsbyens udtryk i landskabet. Evt. ombygninger eller synlige ændringer bør derfor i høj grad tilpasses landsbyens eksisterende karakter og bygningsmasse.
Landskabet
Landskabet på Endelave er alle steder præget af en nærhed til kysten. De fleste steder er der udsigt til kysten og ud over havet, men selv når der ikke er udsigt til kysten, er der en oplevelse af at være på en lille ø med kort afstand til kysten.
Endelave har en karakteristisk boomerangform, hvor terrænet er præget af svagt markerede bakkestrøg på den centrale og vestlige del af øen, der er orienteret mod nordvest. Øens østlige længdeakse er i højere grad præget af flader af hævet havbund og strandvolde.
Landskabets strukturer tegner et meget enkelt mønster, der er præget af landbrugslandskab på de svagt markerede bakkestrøg og natur i kystlandskaberne. Spredt bevoksede diger tegner en enkel markstruktur med ofte aflange marker vinkelret på vejene, hvor gårde og husmandssteder ligger.
Endelave er i sin helhed præget af en rig kulturhistorie, men særligt tydelig er landskabets formidling af udskiftningen af Endelave By, der stadig i dag er tydeligt afspejlet i landskabets strukturer.
Øvre kystlandskab
Øvre kystlandskab er opbygget af strandvolde og er præget af strandeng, lynghede, fyrrekrat og små søer. Derved adskiller området sig fra det øvrige landskabsområde. Området er omfattet af en fredning.
Lynger Strand kystlandskab
Landskabet omkring Lynger Strand er præget af natur, sommerhusbebyggelse og feriekoloni og adskiller sig derved fra det øvrige landskabsområde.
Landskabets karakter er i høj grad præget af områdets natur, der omfatter både strandeng, lynghede, overdrev, mose og skov. Det giver landskabet en varieret men i høj grad naturpræget karakter. Strandengene var en del af det udskiftede landskab og er derfor opdelt af diger i aflange englodder. Det giver i nogen grad landskabet et kultiveret præg.
Skovene i dette område er øens eneste løvskove. De er rester af de mere udbredt skov, der i slutningen af 1700-tallet blev stærkt forhugget for at skaffe egetømmer til krigsskibe. Skoven har i dag karakter af "troldeskov" med gamle, krogede træer.
Bebyggelsen i området er enkel og består af et sommerhusområde langs med den sydvendte kyst, samt gården Louisenlund, der ligger i den nordvestlige del af området. Louisenlund blev oprettet i 1797 som lystgård til Stensballegårds ejere ved sammenlægning af to gårde. Siden 1948 har gården fungeret som feriekoloni.
Landbrugslandskabet
I landbrugslandskabet bør der værnes om landskabets intakte udskiftningsstrukturer, der er afspejlet i landskabets lysåbne karakter, digestruktur samt bebyggelsesstruktur.
Dyrene er vigtige til afgræsning og pleje af de mange beskyttede naturarealer, der er på øen, således at det sikres at disse fortsat holdes lysåbne med en varieret natur.
Det er derfor vigtigt i en helhedsplan for Endelave, at understøtte landbrug med husdyrhold på øen, da især kvæg-, fåre- og hestehold er vigtige som afgræsser og naturplejere af de store naturområder, der er på øen.
Endelave By
Fredningen ved Øvre.