Miljøvurdering

Miljørapport

Miljørapporten kan læses her.

 

Sammenfattede redegørelse om miljøvurderingen af Tillæg 2021-20 og Helhedsplan for et erhvervsområde ved Østbirkvej

I henhold til miljøvurderingslovens § 13 skal myndigheden ved den endelige vedtagelse af en plan eller et program, der er omfattet af kravet om miljøvurdering, udarbejde en sammenfattende redegørelse.

Den sammenfattende redegørelse belyser følgende emner:

  • Udtalelser fra offentligheden, indkommet i forbindelse med høringen af planerne og miljørapporten
  • Afgrænsning af miljørapportens indhold
  • Sandsynlige alternativer
  • Ikke teknisk resumé - Hvordan miljøhensyn er integreret i planen
  • Afværgeforanstaltninger og overvågning

Miljørapportens ”ikke-tekniske resumé” med supplerende bemærkninger, er indsat i det følgende og indeholder en redegørelse for, hvordan miljøhensyn er integreret i planen, hvorfor den vedtagende plan er valgt på baggrund af de rimelige alternativer og hvordan Horsens Kommune vil overvåge de væsentlige indvirkninger, som planen kan få på miljøet.

I afsnittet herunder er der redegjort for, hvordan de udtalelser, der er indkommet i den offentlige høring, er taget i betragtning.

Udtalelser fra offentligheden, indkommet i forbindelse med høringen af planerne og miljørapporten

Proces oplysninger og information om miljøvurdering af planen har været offentlig tilgængelig på Horsens Kommunes hjemmeside jf. 32 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Oplysningerne har give anledning til dialog med borgere om forventet tidsplan og et møde omkring opklarende spørgsmål. Yderligere har der været et møde med to virksomheder omkring planlægningen. Møderne har handlet om en virksomheds udvidelsesmuligheder efter gældende lovlige forhold og screening for en ny gasledning, som har fået et forløb, så den ikke er i konflikt med den kommende planlægning.

Der har derudover været gennemført en screening af planerne og herefter en høring berørte myndigheder herunder også risikomyndigheder om afgræsning af miljørapportens indhold.

Sydøstjyllands Politi gør opmærksom på, at det er forudsat, at Horsens Bioenergi kan blive en risikovirksomhed og at planlægningszonerne omkring virksomheden i den forbindelse kan indskrænkes. Årsagen er en mere præcis beregning af risikoen. Forholdet er indarbejde i redegørelsen for planlægning inden for en afstand af 500 meter til risikovirksomheder.

Sydøstjyllands Brandvæsen anbefaler, at det tydeliggøres i planlægningen, at der ikke kan lokaliseres risikovirksomheder i planområdet og henleder opmærksomheden på, at risikoen for større uheld skal inddrages i planlægningen.

På baggrund af bemærkningerne fastlægger Tillæg 2021-20 anvendelsen i området til erhvervsområde for transport og logistikerhverv og et område til teknisk anlæg for virksomheder i miljøklasse 4 – 6. Tillæggets rammeområder 33ER08 og 33TE01 uddyber miljøforholdene: ”Rammeområdet ligger i konsekvensområder for virksomheder med særlige beliggenhedskrav og produktionserhverv. Dette indebærer, at der ikke kan etableres nye boliger eller anden forureningsfølsom anvendelse (kontorer, boliger og lignende) indenfor konsekvensområdet. Der kan derudover ikke planlægges for yderligere risikovirksomheder indenfor rammeområdet.”

Derudover har høringerne har medført dialog med Plan og landdistriktsstyrelsen om regelsættet for byudvikling herunder anbefalinger til en lokaliseringsredegørelse, omfordeling af erhvervsarealer og redegørelse for udvidelse af byzone efter planlovens regelsæt. Lokaliseringsredegørelsen peger på en konkrete lokalitet og indgår som grundlag for at fastlægge 0 alternativet som et relevant scenarie. Kommuneplantillægget redegør for omfordeling af erhvervsarealer og for byudvikling iht. Planlovens regelsæt.

Bemærkningerne har derudover givet anledning til dialog med Miljøstyrelsen i forhold til en redegørelse jf. lovbekendtgørelse 371 af 21. oktober 2016 om planlægning omkring risikovirksomheder.

En dialog med Vejdirektoratet er udmundet i en fælles forudsætningsafklaring forud for undersøgelse af de afledte trafikale konsekvenser og en dialog om disse. Konkret er Vejdirektoratets anbefalinger fulgt og indarbejdet i kommuneplantillægget. Anbefalinger medfører, at der udelukkende kan planlægges for transport og logistikerhverv samt at adgangs til de kommende erhvervsområder og teknisk anlæg holder en afstand på mindst 700 meter til rampeanlægget ved Horsens Nord.

Tillæg 2021-20 til kommuneplanen og Helhedsplan – Erhvervsområde Østbirkvej og den tilhørende miljørapport har været fremlagt i offentlig høring i perioden den 31. oktober 2024 til den 3. januar 2025.

I høringsperioden er der indkommet 38 høringssvar.

Høringssvarene fordeler sig over emnerne:

  • A. Lovgivning
  • B. Kommuneplan 2021 – Retningslinje 8.3
  • C. Kommuneplanramme – Anvendelse
  • D. Anden planlægning
  • E. Planlægning tæt på risikovirksomheder
  • F. Solceller og lysforurening
  • G. Natur og landskab
  • H. Fortidsminder
  • I. Miljøpåvirkninger
  • J. Klimatiske faktorer
  • K. Beskyttelse af grundvand
  • L. Trafik- Overordnet
  • M. Trafik – Vestervej
  • N. Trafik – Lokalområder
  • O. Arkitekturpolitik

Høringssvarene medfører følgende ændringer i kommuneplantillægget og helhedsplanen:

A. Lovgivning

Administrationen kvalificerer redegørelsen for indefra-og-ud-princippet i tillæg 2021 – 20 med teksten fra høringssvar

” Jf. planloven skal byudvikling ske indefra og ud. Reglen indebærer, at udlæg af nye arealer til byvækst som udgangspunkt også fremover skal ske i direkte tilknytning til eksisterende byområder. Hensynet er bl.a. at undgå spredt bebyggelse, sikre landbrugsjord og natur samt en effektiv udnyttelse af de investeringer, der foretages i infrastruktur (veje, ledningsanlæg, kloakering, vandforsyning, kollektiv trafik, offentlig service mv.). Kommunalbestyrelsen kan planlægge for en asymmetrisk byudvikling, f.eks. langs en central vej, hvis en sådan udvikling er begrundet i hensynet til en funktionelt sammenhængende byudvikling eller i områdets topografi.

Forud for planlægningen er mulighederne for byudvikling andre steder i kommunen undersøgt i en lokaliseringsredegørelse. Redegørelsen tager udgangspunkt i virksomhederne rammevilkår som tilgængelighed, drift og udvikling samt miljøhensyn og miljøbeskyttelse.

Redegørelsen peger på arealerne ved Østbirkvej som de mest egnede til transport- og logistikvirksomheder og til genbrugsplads, centralt placeret i kommunen. Horsens Kommune betragter arealerne som en udvidelse af den eksisterende byzone kun afbrudt af E45 og arealreservation til nationale ledningsanlæg.

Horsens Kommune er pt. udfordret dels af øget efterspørgsel på logistikarealer i en voksende klynge samt behov for lokalisering af en centralt beliggende genbrugsplads som erstatning for genbrugspladsen i Vedslet og med mellemdepot, kompostering af haveaffald og om laste faciliteter som erstatning for dele af aktiviteterne på Endelavevej i Horsens By. Rammerne i den gældende kommuneplan for den type virksomheder er udnyttede. Derudover har Horsens Kommune de seneste år søgt mod en robust understøttelse af transport- og logistik erhverv gennem en ny planlægning for et eksisterende erhvervsområde ved Fuglevangsvej og Hattingvej for netop at imødekomme behovet.

Rummeligheden til de nye rammeområder sker ved omfordeling af eksisterende rummelighed i erhvervsarealer, så den samlede erhvervsrummelighed bedre understøtter den efterspørgsel, som Horsens Kommune er udfordret på.

Erhvervsområdet er i sin anvendelse og funktion en udvidelse af Nova, som rummer lignende virksomheder og som i folkemunde er opfattet som sådan med betegnelsen Nova II. Samlokalisering med Nova styrker den samlede klynge i forhold til drift og udvikling af teknologi. Nærhed til Horsens Bioenergi, som netop adresserer som adresserer klimatiske udfordringer ved at erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energikilder i den tunge transport, kan bidrage til et samlet stærkt potentiale for erhvervsklyngen.

Nationale interesser i kommuneplanlægningen fastlægger, at transporttunge virksomheder er afhængige af lokaliseringsmuligheder i erhvervsområder med god tilgængelighed til motorveje. Ved kommunal planlægning af erhvervsformål lang motorveje skal det sikres, at disse prioriteres til transporttunge virksomheder som transport- og logistikvirksomheder.

Administrationen vurderer på den baggrund, at byudviklingen sker indefra og ud og i funktionel sammenhæng med den eksisterende by og ud fra de allerede foretagne investeringer i arealudvikling for klyngen, vejanlæg og forsyningsvirksomhed.

Administrationen kvalificerer redegørelsen for anvendelse af indefra- og-ud-princippet i kommuneplantillægget med teksten fra høringssvaret.”

B. Kommuneplan 2021 – Retningslinje 8.3 Støjbelastede arealer

Administrationen gennemfører en redaktionel rettelse af teksten i retningslinje 8.3 får følgende ordlyd: ”Målet er, at støjende anlæg og aktiviteter skal placeres og drives, så de ikke generer omgivelserne. Tillægget muliggør ikke støjfølsom anvendelse. Størstedelen af planområdet er udlagt til transport og logistikerhverv samt teknisk anlæg. Tillægget giver derfor ikke mulighed for følsom anvendelse eller for ophold i det rekreative område. I forhold til støjbelastede arealer udvides støjudbredelsen til at omfatte det samlede område, som er omfattet af tillægget. Planlægningen er derfor ikke i konflikt med retningslinjen, men kortbilaget justeres”.

C. Kommuneplanramme – Anvendelse

Administrationen anbefaler, at Horsens Kommune i forbindelse med den fremtidige planlægning inviterer grundejere af ejendomme inden for planområdet herunder inden for område udlagt til teknisk anlæg til en dialog og fortsætter dialogen med grundejer af Ålkærgårdvej 20 om at afsøge muligheder for at fastholde virksomheden på sin nuværende lokalitet.

”Notat:Infrastruktur” i Tillæg 2021-20 præciseres i rammerne, så ordlyden stemmer overens med dialogen med Vejdirektoratet.

”Notat:Generelle anvendelsesbestemmelser” i Tillæg 2021-20 præciseres med et ”udelukkende”, så anvendelsen til transport- og logistikerhverv skærpes.

”Notat: Øvrige forhold” i Tillæg 2021- 20 præciseres, så Helhedsplan for et erhvervsområde ved Østbirkvej i Horsens Nord mere entydigt bliver et grundlag for den efterfølgende lokalplanlægning. 

E. Planlægning tæt på risikovirksomheder

Administrationen anbefaler, at redegørelsen til Tillæg 2021-20 om planlægning omkring risikovirksomheder suppleres med supplerende oplysninger om regelsættet for planlægning inden for en afstand af 500 meter til risikovirksomheder og nye risikooplysninger fra Danish Crown.

”Konsekvenszonerne, der er indtegnet i planforslaget, er en zone på 500 m rundt om de to virksomheders matrikler. Der er tale om planlægningszoner, indenfor hvilke man ikke må planlægge for følsom anvendelse. Dette fremgår af § 2 i bekendtgørelse om planlægning omkring risikovirksomheder. Det er vigtigt at man skelner mellem den planlægningsmæssige konsekvenszone og den risikobaserede konsekvenszone, hvor den risikobaserede konsekvenszone gælder for det område en ulykke vil påvirke. Dette område er langt oftest mindre end den planmæssige konsekvenszone, bl.a. fordi den tager udgangspunkt i det oplag/den produktion, der gør virksomheden til risikovirksomhed, og dette område typisk er afgrænset, dvs. ikke hele virksomhedens matrikel. Den risikobaserede konsekvenszone for Danish Crown er mindre end den planlægningsmæssige zone.

2 i Bekendtgørelse omkring risikovirksomheder fastlægger følgende:

§ 2. Planmyndigheden skal inddrage hensynet til risikoen for større uheld i planlægningen forud for fastlæggelse af bestemmelser for arealanvendelsen i en kommune- og lokalplan, som omfatter arealer, der ligger nærmere end 500 meter eller inden for en større passende sikkerhedsafstand fra en virksomhed, som er defineret i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer. Det gælder f.eks. afstanden fra risikovirksomheden til offentlige arealer, rekreative områder, områder, som på grund af deres karakter er af særlig interesse eller særligt følsomme, større veje og andre transportanlæg, boligområder, offentlige bygninger og andre bygninger, hvor der samles mange mennesker såsom hoteller, plejeinstitutioner, daginstitutioner, forsamlingslokaler, undervisningslokaler og butikker, samt bygninger og områder, som er svære at evakuere."

Planlægningen medfører ikke følsom anvendelse, hvorfor konsekvenszonerne for de 2 risikovirksomheder ikke er tilsidesat.

På nedenstående billede er Danish Crowns risikooplag stedfæstet på matriklen med risikokonsekvensområdet, dvs. det område, der risikerer at blive påvirket ved et uheld. Horsens Bioenergis oplag er ikke stedfæstet, ligesom vi ikke kender udbredelsen ved et uheld, og der arbejdes derfor med den planlægningsmæssige konsekvenszone. Vi kender endnu ikke den nøjagtige placering af Horsens Bioenergis oplag endsige udbredelsen ved et uheld, da dette endnu er på tegnebrættet. Derfor benytter vi zonen for hele matriklen.

Høringssvarene medfører at redegørelsen i Tillæg 2021-20 jf. lovbekendtgørelse 371 af 21. april 2016 om planlægning omkring risikovirksomheder suppleres med oplysningerne i afsnittene E a) Planlægning omkring risikovirksomheder og E b) Konsekvenszoner tilsidesættes med planlægningen.”

F. Solceller og lysforening

Administrationen anbefaler, at kommende lokalplaner i de to erhvervsområder har fokus på muligheden for solceller i det omfang, de kan indpasses i den landskabelige kontekst og den arkitektoniske helhed.

Administrationen anbefaler, at helhedsplanens principper stiller krav om at principper for lysforurening oplevet fra det åbne land minimeres, og at mørkedesign fremmes i lokalplanlægningen.

”Notat: Øvrige forhold” i Tillæg 2021- 20 præciseres, så Helhedsplan for et erhvervsområde ved Østbirkvej i Horsens Nord mere entydigt bliver et grundlag for den efterfølgende lokalplanlægning.

G. Natur og landskab

”Notat: Øvrige forhold” i Tillæg 2021- 20 præciseres, så Helhedsplan for et erhvervsområde ved Østbirkvej i Horsens Nord mere entydigt bliver et grundlag for den efterfølgende lokalplanlægning.

I. Miljøpåvirkninger

Administrationen anbefaler, at ”Rammetekst: Uddybende beskrivelse af miljøforhold” i tillæg 2021-20 præciseres med ordlyden: Området ikke må bebygges ud over nødvendige anlæg til drift af regnvandshåndtering. Derudover må der ikke planlægges for anlæg til ophold, leg og lignende aktiviteter langs E45.

Administrationen anbefaler, at de kumulative støjforhold præciseres i den sammenfattende redegørelse om miljøvurderingen af planerne med teksten i afsnit I b og C) Kumulative støjforhold.

”Indsiger oplyser, at miljørapporten ikke tager højde for støj fra Danish Crown i den samlede vurdering af støj. Danish Crown har et referencepunkt ved Ålkærgårdsvej 16. Administrationen belyses her og i den sammenfattende redegørelse om miljøvurderingen.

Ifølge miljøvurderingsloven skal en miljørapport indeholde de oplysninger, der med rimelighed kan forventes med gængse metoder og under hensyntagen til den aktuelle viden samt planens detaljeringsgrad og placering i planhierarkiet. Miljøvurderingen er baseret på den aktuelle viden på tidspunktet for planens udarbejdelse, dvs. eksisterende planer og rapporter. Vurderingen tager udgangspunkt i, at der er tale om en overordnet plan, hvor der senere skal udarbejdes en lokalplan.

Påvirkningen af hvert miljøemne vurderes i forhold til, om den er positiv eller negativ, langsigtet og væsentlig, samt om den påvirker et sårbart område. Følgende terminologi anvendes:

Væsentlig påvirkning:
Store og/eller langvarige påvirkninger, hyppige eller sandsynlige. Muligheder for at imødegå, formindske eller afværge beskrives.

Moderat påvirkning:
Langvarige påvirkninger med lokal, regional eller national udbredelse. Tilpasning af planen kan overvejes.

Lille påvirkning:
Kortvarige påvirkninger i et lille område uden væsentlige interesser.

Ingen eller ubetydelig påvirkning:
Ingen eller mindre påvirkninger, som er lokalt afgrænsede, ikke-komplekse, kortvarige eller uden langtidseffekt.

Virksomheder skal generelt overholde Miljøstyrelsens støjgrænser og er ansvarlige for deres egen støj. Dette forhold gælder i den nuværende status for området og ved en realisering af den fremtidige planlægning og med udgangspunkt i de forskellige tempi, som de realiseres i. Så længe der er boliger i området, vil de være udgangspunkt for Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser. En fuld udnyttelse af planområdet med virksomheder i miljøklasse 4 – 6 uden boliger vil medføre lempede støjgrænser for nabovirksomhederne i forhold til den nuværende situation.

Biogasanlægget har i dag en afstand på ca. 180 meter og Danish Crown ca. 550 meter til nærmeste bolig. I fremtiden vil afstanden til det kommende erhvervsområde fra biogasanlægget være den samme, mens afstanden fra Danish Crowns byggefelter til erhvervsområdet vil være på mindst 450 meter til rammeområderne for erhverv og teknisk anlæg og større i den nordlige del af byggefelterne. Både Danish Crown og Horsens Bioenergi er i dag omfattet af miljøgodkendelser og skal derfor tage hensyn til nærmeste boliger på blandt andet Ålkærgårdvej.

På baggrund af den nuværende viden vurderer Horsens Kommune, at erhvervsstøj fra det kommende planområde sammen med støj fra Danish Crown og det eksisterende biogasanlæg kun vil give moderat samlet støj. Dels er virksomhederne i dag reguleret gennem miljøgodkendelser, og dels er der en afstand mellem virksomhederne på 700 meter. Mellem de to virksomheder giver planlægningen mulighed for en genbrugsplads, som ikke forventes af påføre omgivelserne et væsentligt øget støjniveau. Nat produktion i enkelte virksomheder sker med udgangspunkt i de gældende støjgrænser i området. En samlet moderat støjpåvirkning kan betyde, at der skal indarbejdes afværgeforanstaltninger i de kommende byggeretsgivende lokalplaner.

Det vil fortsat være et mål at sikre en robust planlægning med lokalplanlægningen, så de eksisterende virksomheders drift ikke bliver begrænset, og sameksistens med omgivelserne er en mulighed.

I forbindelse med den byggeretsgivende lokalplanlægning, nærmere viden om konkrete virksomheder i planområdet og generelt en højere detaljeringsgrad skal det derfor sikres, at den kommende lokalplanlægning ikke begrænser produktionen i nabovirksomhederne. Derudover skal den kumulative støj undersøges og vurderes både mellem virksomhederne i planområdet og mellem planområdet og omgivelserne.

Forholdet er yderligere belyst i næste afsnit.

Indsigelserne giver ikke anledning til ændringer i planerne. Vurderingerne i dette afsnit indgår også i den sammenfattende redegørelse om miljøvurderingen.

Støj fra virksomheder er uddybet i det følgende:

En ændring af områdets anvendelse til transport og logistikerhverv vil ændre på støjbilledet fra kommende virksomheder. Indsigerne nævner en undersøgelse, som viser at støjniveauet i området vil stige med op til 10 decibel, hvilket kan påvirke både mennesker og dyreliv negativt og at planen ikke indeholder støjdæmpende tiltag.

Horsens Kommune oplyser, at der ikke i den konkrete planlægning indgår en undersøgelse, som viser, at støjniveauet vil stige med op til 10 decibel.

I hver enkel fremtidig plansituation skal det sikres, at kommende lokalplaner ikke udfordrer eksisterende virksomheder i deres drifts- og udvidelsesmuligheder. Det betyder konkret, at både den forventede direkte støjbelastning og den kumulerede skal undersøges i hver enkel plansituation (ud fra status i området og planens muligheder). Peger undersøgelsen på behovet for yderligere tiltag, er afværgeforanstaltninger en nødvendighed og vil blive indarbejdet i plangrundlaget.

Konkret kan lokalplanerne tager udgangspunkt i f.eks. zonering som grundprincip. Zonering er en regulering af anvendelser i miljøklasser og betyder konkret en inddeling af erhvervsområdet, så støjende og mindre støjende virksomheder og aktiviteter adskilles, og der bliver en passende afstand mellem de mest støjende virksomheder og f.eks. boliger eller andre områder, hvor kumulation af støj fra flere virksomheder kan belaste omgivelserne. Anvendelsen i erhvervsområder er fastlagt til transport- og logistikerhverv. Miljøklasser i planlægningen peger ikke nødvendigvis på en konkret anvendelse, men anviser en planlægningsmæssig afstand til følsom anvendelse og dermed også et pejlemærke for virksomhedens fremtidige driftsvilkår. Den skal forstås sammen med anvendelsen til transport og logistikerhverv. Derudover kan bebyggelsens placering og udformning, krav om støjskærme, placering af adgangs- og parkeringsforhold samt krav om, at vareleveringer sker i sluser være konkrete bud på afværgeforanstaltninger.  Disse greb har hjemmel i planloven og kan derfor omfattes af konkrete bestemmelser og vises på kortbilag i en lokalplan. Virksomhedsstøj vil fra nogle virksomheder også være reguleret gennem miljøgodkendelser.

Høringssvarene giver ikke anledning til ændringer i planforslagene.

L. Trafik- overordnet

Administrationen anbefaler, at borgernes forslag om, at den kommende cykelsti følger Østbirkvej til Stenbjerg og Bryrupbanestien indgår i overvejelserne forud for at fastlægge den konkrete placering.

 

Afgrænsning af miljørapportens indhold

Horsens Kommune har i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), LBK nr. 4 af 3. januar 2023 gennemført en screening for, om Tillæg nr. 2021-20 til Kommuneplan 2021 – 2033 og Helhedsplan for et Erhvervsområde ved Østbirkvej i Horsens har en karakter og et omfang, der kræver en miljøvurdering.

Planerne er screenet i forhold til den biologiske mangfoldighed, befolkning, menneskers sundhed, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og arkitektonisk og arkæologisk arv.

I henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM) er myndigheden forpligtet til at gennemføre en miljøvurdering, hvis det ikke kan afvises at planforslaget kan få en væsentlig indvirkning på miljøet.

Horsens Kommune har vurderet, at kommuneplantillægget og helhedsplanen har en karakter, der vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet og er omfattet af krav om miljøvurdering i henhold til miljøvurderingslovens afsnit II, § 8 stk. 1, nr. 3. Der skal derfor udarbejdes en miljørapport.

Horsens Kommune har foretaget en afgrænsning af rapportens omfang og detaljeringsgrad iht. § 11. Den konkrete afgrænsning er dels sket i en intern proces i kommunen, dels gennem høring af berørte myndigheder og orientering af offentligheden i henhold til § 32. 

Miljørapporten bliver udarbejdet som et selvstændigt dokument, der bliver fremlagt i offentlig høring sammen med planforslaget.

Vurderingen er gennemført ud fra et bredt miljøbegreb i forhold til den biologiske mangfoldighed, befolkning, menneskers sundhed, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og arkitektonisk og arkæologisk arv.

I vurderingen indgår hensynet til relevante kriterier i lovens bilag 3.

Hovedhensyn, som ligger til grund for afgørelsen:

  • Koordinering mellem kommunalt og statsligt vejnet
  • Trafikbelastning
  • Støj fra trafik
  • Trafiksikkerhed
  • Landskabet - 3 områder
  • Diger
  • Arealforbrug
  • Områder med særlige drikkevandsinteresser

Vurdering af væsentlige parametre og afgrænsning af emner til Miljørapporten

Nationale interesser i kommuneplanlægningen (trafikafvikling)
En planlægning for transport- og logistikanlæg er afhængig af god tilgængelighed til motorveje. Miljørapporten skal undersøge, hvordan planerne bedst kan koordineres med den statslige transportplanlægning. Rapporten skal belyse sammenhængen mellem de eksisterende og fremtidige statslige vej- og broanlæg og det fremtidige lokale vejnet.  

Trafikafvikling
Hvorvidt området vil belaste vejnettet, så der opleves kapacitetsudfordringer, vil bero på en konkret vurdering i forhold til det omgivne vejnet. Der skal her udarbejdes en redegørelse for, hvor meget trafik, området vil generere og hvordan det vil påvirke det omkringliggende vejnet. Herunder også eksisterende krydsudformninger og øvrige eksisterende forhold.

Planområdet får vejadgang både fra Vestervej og Østbirkvej.

Trafiksikkerhed

Trafiksikkerheden skal også indgå som en del af den trafikale redegørelse.

Kapaciteten i krydsene, vejens udformning og indretning hænger sammen med trafiksikkerheden.

Støj fra trafik

Der bør redegøres nærmere for trafikgenereringens konsekvenser for vejtrafikudbredelse i området. En stor del af trafikken til og fra området vil naturligt være tung trafik, da arealet disponeres til logistiktunge virksomheder.

Landskabet

Beliggenheden tæt på E 45 og i Gedved Bakkelandskab er væsentlig. Og den visuelle påvirkning på landskabets fortælling skal undersøges, og om det er muligt at genfortælle landskabet ved at differentiere med bygningers beliggenhed og volumener.

Planområdet grænser op til et større sammenhængende landskab og har naboskab til et bevaringsværdige landskab. Den centrale del af planområdet indgår i ”Grønt Danmarkskort”. Der bør undersøges, om en disponerings af planområdet kan sikre, at landskabet ikke bliver visuelt forstyrret. Planområdet grænser op til et større sammenhængende landskab. Den centrale del af planområdet indgår i ”Grønt Danmarkskort”.
Der bør undersøges, om en disponerings af planområdet kan styrke ”Grønt Danmarkskort”.

Naturbeskyttelse - §3 områder

Inden for lokalplan området er der flere mindre vandhuller, som er beskyttet af naturbeskyttelseslovens §3 med forbud mod tilstandsændringer

Der må ikke være risiko for at anlæg, der placeres i nærheden af disse vandhuller, kan danne skyggevirkning ind over vandhullerne. Planerne disponeres således, at de beskyttede områder indgår i planens struktur og bevares som en kvalitet. De behandles ikke yderligere i en miljørapport.

Diger

Diger fastholdes og indgår i planens grønne strukturer. Plandisponeres, så diger indgå i planens struktur og bevares, og de behandles ikke yderligere i en miljørapport.

Arealforbrug - Arealer til byudvikling

Området er på ca. 110 ha. Et større areal forventes anvendt til et rekreativt område, mens ca. 87,6 ha anvendes til erhverv herunder til mulig genbrugsplads. En tilsvarende arealreduktion forventes udtaget af kommuneplanen. Regnskabet vi fortsat være i balance, og forholdes undersøges ikke yderligere.

Grundvand og områder med særlige drikkevandsinteresser
Områder med særlige drikkevandsinteresser
Erhvervsområdet ligger uden for områder med særlige drikkevandsinteresser. Erhvervsområdet vurderes ikke at medføre en væsentlig risiko for negativ påvirkning af drikkevandsinteresser.

Det nordøstlige hjørne af erhvervsområdet ligger inden for indvindingsoplandet til Gedved Vandværk.

Grundvandsteamet har i november 2022 udarbejdet en grundvandsredegørelse, som konkluderer, at erhvervsområdet kan udlægges med en lav risiko for påvirkning af grundvandsressourcen i området. Der skal af hensyn til grundvandet derfor ikke stilles særlige krav til den fysiske indretning af området. Anvendelsen af planområdet til logistikerhverv medfører ikke påvirkning på grundvandsreserveren og indvindingsoplandet og vurderes ikke yderligere.

Fortidsminder

Der er et kendt registreret beskyttet dige inden for planområdet. Museet gør opmærksom på, at der i Slots- og Kulturstyrelsen pågår en gennemgang af kortlægningen af diger. https://kum.dk/aktuelt/nyheder/forbedret-kortlaegning-af-sten-og-jorddiger

Museets vurdering er, at der vil være meget stor risiko for at påtræffe skjulte, jordfaste fortidsminder ved anlægs- og jordarbejde på arealet. Museet vurderer på baggrund af den arkivalske kontrol, at det er nødvendigt at foretage en forundersøgelse efter museumslovens § 25-27 for at give en udtalelse om væsentlige fortidsminder på arealet, hvor der foretages jordarbejde. Ved at få foretaget en forundersøgelse, kan man på forhånd få afklaret, om der er fortidsminder på arealet.

Museumsloven er gældende for hele planområdet. Fortidsminder er beskyttet af kapitel 8 i museumsloven. Læs mere om museumsloven på www.slks.dk.

Kravet om forundersøgelsen skrives ind i kommende lokalplaner for området.

Sandsynlige alternativer

Et lokaliseringsnotat udarbejdet af Horsens Kommune peger på det aktuelle planområde ved Østbirkvej som eneste mulige lokalisering af den samlede planlægning med både et erhvervsområde og et teknisk anlæg. 0-alteraitvet er derfor valgt som relevant referenceramme for at kunne sammenholde konsekvenserne af en sandsynlig udvikling uden vedtagelse af planforslag med en udvikling, hvor planforslagene gennemføres.

0-alternativet beskriver det scenarie, hvor planforslagene ikke vedtages, så eksisterende anvendelse videreføres. Ved 0-alternativet fortsætter de eksisterende forhold uden logistiktunge virksomheder og tekniske anlæg i form af en genbrugsplads. Det må forventes, at projektområdet ved 0-alternativet fortsat anvendes til primært landbrugsmæssig drift. Det forventes desuden, at den eksisterende kontorvirksomhed til elektrikere fortsætter sin anvendelse i den sydlige del af planområdet. 

Ikke teknisk resumé af miljørapporten - Hvordan miljøhensyn er integreret i planen

Miljøvurderingen omfatter forslag til Kommuneplantillæg 2021-20 til Horsens Kommuneplan 2021 og forslag til Helhedsplan for et erhvervsområde ved Østbirkvej, og er gennemført efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Det følgende udgør en sammenfatning af miljørapportens vurderinger med udgangspunkt i miljøvurderingslovens brede miljøbegreb.

For nogle af miljøparametrene er det generelt en begrænsning, at miljøindvirkningen ikke kan vurderes på det overordnede niveau som planen har, fordi indvirkningen afhænger af den efterfølgende detaljerede planlægning.

Helhedsplan for et erhvervsområde ved Østbirkvej

Helhedsplanen omfatter en detaljeret helhedsplanlægning for arealet som baggrund for et udlæg i kommuneplanen. Helhedsplanens afgrænsning er sammenfaldende med kommuneplantillæggets afgrænsning. I helhedsplanen ønskes området udviklet i overensstemmelse med anvendelserne i kommuneplantillægget. Derudover foreslås principper for omfang og placering af beplantning, cykelsti, vejadgange og tiltag til regnvandshåndtering.

Kommuneplantillæg 2021-20 til Horsens Kommuneplan 2021

Forslag til Tillæg 2021-20 til Horsens Kommuneplan 2021 fastlægger områdets fremtidige udvikling til erhverv og teknisk anlæg til affaldshåndtering, genbrugsplads og lignende.

Kommuneplantillægget udlægger følgende nye rammer til erhvervsformål, teknisk anlæg og rekreative formål:

Rammeområderne 33ER07 i den nordlige del og rammeområde 33ER08 i den sydlige del udlægges med specifik anvendelse som erhvervsområde, transport- og logistikvirksomheder.

Rammeområdet 33RE06 favner beskyttet natur og sikrer et samlende grønt område til biodiversitet og vandhåndtering. Området kan ikke bebygges.

Rammeområde 33TE01 udlægges til et nyt areal til affaldshåndtering i form af genbrugsstation.

Retningslinjekortet for støjbelastede arealer justeres i retningslinje 8.3 og retningslinjekortet for retningslinje 6 om tekniske anlæg justeres ligeledes.

Vurdering af miljøpåvirkningerne

Resuméet nedenfor er en sammenfatning af de miljøkonsekvenser, der er beskrevet i miljørapportens kapitel 7 "Miljøvurdering".

Miljøvurderingen skal omfatte den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet, herunder den biologiske mangfoldighed, befolkningen, menneskers sundhed, flora, fauna, jordbund, jordarealer, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser og arkitektonisk og arkæologisk arv, større menneske- og naturskabte katastroferisici og ulykker og ressourceeffektivitet og det indbyrdes forhold mellem disse faktorer.

Et lokaliseringsnotat udarbejdet af Horsens Kommune peger på det aktuelle planområde ved Østbirkvej som eneste mulige lokalisering af den samlede planlægning med både et erhvervsområde og et teknisk anlæg. 0-alteraitvet er derfor valgt som relevant referenceramme for at kunne sammenholde konsekvenserne af en sandsynlig udvikling uden vedtagelse af planforslag med en udvikling, hvor planforslagene gennemføres.

Miljøvurderingen er afgrænset til at omfatte følgende miljøemner.

Biologisk mangfoldighed, flora og fauna

Planområdet udgøres i dag af arealer, der primært består af landbrugsarealer i omdrift. Landbrugsarealer udgør almindeligvis ikke værdifulde naturinteresser. Det vurderes, at søerne, som findes i planområdet, potentielt kan udgøre yngleområder for flere Bilag IV arter af padder, stor vandsalamander og muligvis grøn mosaikguldsmed. Desuden kan ældre bygninger og træer i området potentielt udgøre yngle- og/eller rasteområder for flere flagermusarter.

Søerne og disses omkringliggende arealer med beplantning bevares i deres nuværende tilstand og planernes realisering forudsætter ikke nedrivning af huse eller fældning af træer. Det vurderes at planforslagene kan realiseres uden at påvirke områdets økologiske funktionalitet for bilag IV arter.

Planen vurderes ikke at være af et omfang, hvor det har væsentlig betydning for fredede og rødlistede dyrearter, idet der generelt holdes afstand til arealer, hvor disse arter kan tænkes at opholde sig.

Som en del af helhedsplan bevares de § 3-beskyttede søer og øvrige mindre arealer med naturinteresser indenfor planområdet, og realisering af helhedsplanen medfører således ikke en påvirkning af disse og den eksisterende beskyttelse opretholdes.

 

Helhedsplanen og eventuelle påvirkninger herfra på udpegningsgrundlaget af nærmeste Natura 2000 område vurderes at være af udpræget lokal karakter, og da afstanden mellem planområdet og det nærmeste Natura 2000-område er ca. 6,4 km vurderes det dette ikke påvirkes.

Materielle goder

Der planlægges for et nyt erhvervsområde, der kan udbygges med relativt trafiktunge virksomheder inden for transport- og logistik og servicefunktioner (genbrugsplads). Hovedparten af trafikken der genereres af det nye erhvervsområde, vil søge mod eller komme fra E45 og Horsens. Således vurderes det at den sydlige del af Østbirkvej vil opleve den største trafikforøgelse med en stigning på 9.200 biler (HDT). Men også at en stor del af trafikken vil skulle afledes via Vester, som vurderes at få en med en stigning på 7.500 biler (HDT) og at der her kan være behov for udbygning af vej frem mod Østbirkvej for at kunne afvikle den øgede trafikbelastning.

Samlet vurderes planerne at medføre en moderat påvirkning af trafikafvikling, da trafikvæksten giver en høj trafikalbelastning på Vestervej og Østbirkvej.

I forbindelse med planlægning af det nye erhvervsområde er der i den tilhørende trafikale redegørelse givet forslag til udbygning og ombygning af det eksisterende vejnet og kryds, som kan sikre god tilgængelighed og trafiksikker afvikling af trafikvækst. Desuden planlægges der for en cykelsti gennem erhvervsområdet, der kan forbinde den nuværende supercykelsti Egebjergstien mellem Horsens by og Nova, med Østbirk. Dette giver lette trafikanter en trafiksikker adgang til området fra både Østbirk, Gedved og Egebjerg.

Befolkningen og menneskers sundhed

Med planlægningen udlægges et nyt område til byudvikling i form af erhvervsformål og tekniske anlæg. I den detaljerede planlægning skal det sikres etablering af virksomheder og andre anlæg i området kan overholde Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj i omgivelserne, heriblandt eksisterende boliger inden for og i nærheden af planområdet. Det forudsættes således at dette forhold er dokumenteret før ibrugtagning af nye funktioner.

Samlet vurderes planerne at have en lille indvirkning på støj fra virksomheder i og omkring planområdet, herunder enkeltliggende boliger i det åbne land.

Med planlægning af et nyt erhvervsområde til transport- og logistikvirksomheder og affaldshåndtering vil medføre en forøgelse af trafikken på Vestervej og Østbirkvej, og det vurderes at langt hovedparten af trafikken vil være orienteret mod E45 og Horsens. Forøgelse af trafikken vil medføre en forøgelse af trafikstøj langs disse veje og i mindre grad på E45.

Samlet vurderes planerne at have en moderat indvirkning på trafikstøj langs Vestervej og Østbirkvej, herunder eksisterende boliger.

Landskab og visuelle forhold

Landskabet i og omkring planområdet udgøres i dag af et landbrugslandskab, der overordnet set er kendetegnet ved et storbakket terræn med bløde bakkestrøg, spredt bebyggelse og bevoksning samt langstrakte kig gennem landskabet.

En realisering af helhedsplanen vil betyde, at områdets anvendelse og fremtræden ændres fra et åbent landbrugslandskab til et fuldt udbygget byområde med erhvervsbyggeri af industrilignende karakter, hvilket vurderes at ville medføre en markant ændring af landskabets karakter og af de eksisterende visuelle forhold i og omkring planområdet.

Med principperne i helhedsplanen foreslås bebyggelsen i planområdet placeret, så den indpasses i terrænet og samtidig harmonerer med bebyggelsesstrukturen i et eksisterende erhvervsområde på modsatte side af E45 (østsiden). Den anbefalede beplantning i planområdet vil ligeledes tage udgangspunkt i arter, som allerede findes i Gedved bakkelandskab. Mod E45 skal beplantning harmonere med beplantning i erhvervsområdet øst for E45, så arealerne omkring E45 fremstår som en helhed. Principperne i helhedsplanen anviser derudover, hvordan de enkelte bygninger i planområdet kan placeres i sammenhæng med grønne områder samt kan tilpasses landskabet ved hjælp af blandt andet grønne tage.

Hvis helhedsplanens principper for placering af bebyggelse og beplantning følges, vurderes det, at der fortsat vil være mulighed for kig gennem landskabet og dermed for at erkende det storbakkede terræn, der blandt andet kendetegner landskabsområdet ”Gedved Bakkelandskab”.

Samlet set vurderes det, at en realisering af planforslagene vil medføre en moderat påvirkning af landskabelige og visuelle forhold i og omkring planområdet.

Afværgeforanstaltninger og overvågning

På baggrund af miljørapporten og indsigelser til planlægningen gennemfører Horsens Kommune følgende afværgeforanstaltninger og overvågning:

  • For at sikre en hensigtsmæssig trafikafvikling i krydset mellem Vestervej og Østbirkvej vil en fuld realisering af det nordlige erhvervsområde medføre behov for et signalanlæg og en udvidelse af Vestervej på strækningen mellem Østbirkvej og de to vejadgange til planområdet. Den ændrede anvendelse til transport- og logistikerhverv medfører også et forbud mod højresving for tung trafik fra industriområdes adgangsvej mod Gedved.

  • Tillæg 2021- 20 præciserer, at Helhedsplan for et erhvervsområde ved Østbirkvej i Horsens Nord er et grundlag for den efterfølgende lokalplanlægning, hvorfor principper for placering af bebyggelse og beplantning, der anvises i helhedsplanen, videreføres i den efterfølgende lokalplanlægning.

  • Disponering af arealerne i forhold til konkrete afledte miljøkonsekvenser overvåges via lokalplanlægning for området og gennem bygesagsbehandling samt miljøgodkendelser.

Horsens Kommune foreslår derudover ikke anden særskilt overvågning end allerede fastlagt i sektorplaner, den kommende lokalplanlægning for området og gennem byggesagsbehandling. En realisering af området medfører, at Horsens Kommune gennemfører løbende tilsyn med områdets virksomheder i overensstemmelse med den miljøregulering, der sker efter lov om miljøbeskyttelse.