Kirken & præstegården

Kirken

Kirken blev oprindeligt bygget som en romansk kvaderstensbygning. Den blev efterfølgende omkring år 1786-1787 ombygget af etatsråd Lars de Thygeson og hustru Abel Maria Lichtenberg på Bygholm. I dag fremstår kirken med sit hvidkalkede kirketårn med det karakteristiske tagmotiv samt både skib og kor i gule sten, som vist på billedet.

 

Præstegården

Præstegården der tidligere havde store avlsbygninger, har i dag kun hovedbygningen fra 1790 bevaret. Præstegården er en fredet bygning, og har én etage med gennemgående frontispice (en særlig gavludsmykning, typisk placeret i forbindelse med hovedbygningens midterparti), opført af gule sten der står i blank mur med hvidkalkede pilastre (et fremspring i murværket der ligner en søjle) om det yderste fag i hver side og omkring frontispicen. Den intakte hovedbygning er særligt karakteristisk i byen, og et smukt bygningsværk, der bidrager til den historiske fortælling om Hatting by.