De gående og cyklendes adgangsforhold gennem Lund og omegn består af et stinetværk af fortove, cykel- og gangstier, naturstier og cykelstriber langs vejene. Kortet til højre viser det registrerede stinetværk.
Hovedvejen Silkeborgvej har fortov på begge sider af vejstrækningen fra Børnehuset i byens østlige kant til Tamdrup Centret i vest. I 2018 fik Silkeborgvej også stier i vejsiderne udført som opstribning af cykelbaner med mulighed for parkering i vejsiderne. I Vinten bydelen vest for Tamdrup Centret er der en smallere cykelopstribning og et asfalteret fortov langs det meste af vejstrækningens sydlige kant af ældre dato.
I byens øvrige boligområder er cyklister henvist til at cykle på de smallere lokalveje og boligveje i fælles færdsel med bilerne, eller på de ubefæstede stier gennem boligområdernes grønne friarealer.
Af de lokale sideveje til Silkeborgvej med gennemkørende trafik har Toftevej fortov i begge sider, hvor de øvrige sideveje til Silkeborgvej er mere sparsomt indrettet, hvilket blandt andet kan skyldes de lavere trafikmængder ift. Silkeborgvej. Hertil efterlader de tilstødende private ejendomme ikke umiddelbart tilstrækkelig plads til udvidelser med fortove o.l. hvis der skulle opstå ønske om dette i fremtiden. Tværgade har fortov de nærmeste ca. 20 meter frem til krydsning med Silkeborgvej. Bækvej har fortov på den vestlige vejside fra krydset med Silkeborgvej og frem til krydsningen med den private fællessti i de grønne, rekreative arealer på tværs af Bækvej. Anhøj og Vintenvej har ikke fortove.
Kort over stier for fodgængere og cyklister, samt placering af stiskiltning
Kort over stier for fodgængere og cyklister, samt placering af stiskiltning
Borgernes ønsker til forbedring af skoletrafikken
Hovedgaden Silkeborgvej og flere af dens sideveje opleves af mange borgere som udfordrende i forhold til sikker færdsel og krydsning for fodgængere og cyklister. Blandt andet opleves der mangel på fortove langs nogle af sidevejene og de nuværende krydsningspunkter over hovedgaden. Af nuværende krydsningsmuligheder over Silkeborgvej er der et fodgængerfelt ved Lundskolen, og hertil er der på strækningen mellem Bækvej og Toftevej i alt 4 krydsningsheller fordelt med gennemsnitlig 200 m afstand, som dog af flere indbyggere opleves som utrygge krydsningspunkter med den nuværende udformning og trafikmængder på Silkeborgvej.
Flere borgere ønsker en mere direkte stiforbindelse mellem Provstlund og Lund Børnehus, ideelt set gennem det eksisterende erhvervsområde nord for Silkeborgvej mellem børnehaven og rundkørslen. Pt. er den mest direkte forbindelse til fods og på cykel fra Provstlund til Lund Børnehus via Toftevej eller langs Silkeborgvej via Provstlund Allé og rundkørslen ved Ny Silkeborgvej.
Udfordringen i forhold til borgernes ønsker er dog dels, at erhvervsarealerne er privatejede, og dels at erhvervsejendommenes indretning og tunge trafik er svært at forene med en ny trafiksikker stiforbindelse gennem området.
Hvis grundejerne og virksomhederne engang i fremtiden skulle ønske at afvikle deres virksomhedsaktivitet i området f.eks. med henblik på en omdannelse af ejendommene til andre anvendelsesformål, bør den ønskede stiforbindelse indtænkes i den nødvendige kommune- og lokalplanlægning.
For et par år siden valgte Horsens Kommune at lukke Kørupvej for biltrafik. Dette skete blandt andet pga. en lav trafiksikkerhed i sammenhæng med den tunge trafik i erhvervsområderne syd for Ny Silkeborgvej. Denne lukning har særligt for familier bosat i Vrønding oplevedes som en barriere for eksempelvis skoletrafikken.
Horsens Kommune reserverede i 2019 midler til forbedring af trafiksikkerheden mellem Provstlund Allé og Toftevej med asfaltering og belysning af den eksisterende sti. Investeringen har til formål at skabe en bedre og mere trafiksikker stiforbindelse mellem Provstlund og Lund særligt af hensyn til skoletrafikken.
Der blev samtidig reserveret anlægsmidler til forbedring af trafikforholdene i tilknytning til Lundskolen, idet den nye vej ved hallen giver mulighed for at ændre på trafikken og simplificere forholdene omkring skolen. Der vil derfor blive investeret i afmærkninger og tavler, der skal forsimple og tydeliggøre de trafikale forhold omkring Lundskolen. Dette arbejde er ved at blive gennemført i skrivende stund.
Bryrupbanen som den møder Silkeborgvej øst for Lund som ubefæstet sidesti til cykelstien.
Bryrupbanen som den møder Silkeborgvej øst for Lund som ubefæstet sidesti til cykelstien.
De rekreative ruter
Bryrupbanestien er en populær regional rekreativ rute mellem Horsens og Silkeborg. Her er der i særlig grad er investeret i den rekreative og turistmæssige værdi i forbindelse med Den genfundne bro ved Vestbirk og Banestien i Brædstrup.
Den forhenværende jernbanes spor gennem Lund er blevet udvisket med tiden i midtbyen, men de tilbageværende statsejede spor mod nord og øst står tilbage som fungerende stier (se kort herunder).
Strækningen fra Silkeborgvej mod nord til Lundum og Østbirk fremstår som en smal, asfalteret sti. Rutemarkeringen (i form af træpæle) er svær at få øje på fra Silkeborgvej idet markeringen er trukket diskret tilbage fra hække og fortovet mod Silkeborgvej.
Strækningen i den østlige del af Lund syd for Provstlund er uden fast belægning, og er ikke markeret med ruteangivelse ved tilslutningen til Silkeborgvej øst for Lund.
Den regionale Bryrupbanerute er pt. koblet sammen med stien gennem Provstlund fremfor de førnævnte oprindelige spor gennem Lund, som det også fremgår af kortet over den afmærkede regionale, rekreative Bryrupbanerute gennem Lund.
Den eksisterende, afmærkede rute i periferien af Lund er givetvis mere naturskøn for cykelturister. Det er i midlertidig et lokalt ønske, at stistrækningerne inde i Lund også optimeres og forsynes med mere synlig skiltning ved tilslutningerne mod de tilstødende veje og den afmærkede rekreative rute. En optimering og bedre opkobling til Bryrupbaneruten må forventes at komme byen mere til gode - både hvad angår forbedringen af stiforbindelser for byens indbyggere og hvad angår byens synlighed for den gennemkørende cykelturisme.
Bryrupbanens arealer gennem Lund er pt. statsejede. Horsens Kommune er dog i dialog med Naturstyrelsen om erhvervelse af arealerne med henblik på en fremtidig investering i stiens optimering, f.eks. med fast belægning og belysning.
Kort 1:Spor af Bryrupbanen igennem og i tilknytning til Lund. De stiplede linjer angiver hvor Bryrupbanen er omdannet til vejarealer og boligstier.
Kort 2: Den kortlagte, afmærkede rekreativ rute (Bryrupbanestien) og de nuværende afmærkninger langs ruten.
Kort 1:Spor af Bryrupbanen igennem og i tilknytning til Lund. De stiplede linjer angiver hvor Bryrupbanen er omdannet til vejarealer og boligstier.
Kort 2: Den kortlagte, afmærkede rekreativ rute (Bryrupbanestien) og de nuværende afmærkninger langs ruten.
Lokalrådet og lokale deltagere i borgermøderne vedrørende helhedsplanen har udtrykt ønske om at styrke stiforbindelserne på tværs af byen og til den omkringliggende natur.
Der er i særlig grad et ønske om at skabe en sammenhængende stiforbindelse gennem grønne korridor på tværs af de rekreative arealer mellem Bryrupbanestien, Anhøj, Bækvej og Hørtoften med adgang til skoven og naturområderne nord for Provstlund. Realiseringen af ønsker til tilstandsændringer på privatejede fælles friarealer forudsætter dialog med- og samtykke fra de berørte ejere.
Tilsvarende er der udtrykt et stærkt lokalt ønske om en bedre stiforbindelse gennem de rekreative arealer ved Lund Børnehus, så der kan skabes bedre adgang fra byen til naturen omkring Bygholm Å syd for Ny Silkeborgvej. I den forbindelse har lokalrådet også udtrykt et stort ønske om en Børneskov i tilknytning til udearealerne omkring Lund Børnehus, jf. lokalrådets ansøgning om områdefornyelse.