Vision for Søvind og opland
Søvind med opland er en moderne og fremtidsrettet Lokalcenterby, der med respekt for områdets historie og unikke placering i naturen, vil være omdrejningspunkt for nytænkende grøn byudvikling og byvækst.
I Søvind prioriterer vi derfor:
at understøtte og styrke byens fællesskaber, mødestederne og de rekreative forbindelser i byens rum og bygninger. Når man bor eller arbejder i Søvind, er man del af et stærkt, nærværende og rummeligt fællesskab.
at beskytte de kulturelle og landskabelige bevaringsværdier - da de udgør byens fælles arv og herlighedsværdi
at omdanne, renovere og genbruge fremfor at rive ned og bygge nyt - fordi vi er økonomisk og miljømæssigt bæredygtige
at bygge med mangfoldige boformer med fokus på fællesskaber for alle aldre - da vi vil være socialt bæredygtig
at man i Søvind skaber de gode rammer og strukturer, der tiltrækker bæredygtige og engagerede virksomheder og butikker. Her er der gode muligheder for lokale arbejdspladser, kontorfællesskaber og virksomhedssamarbejder
Vi tager udgangspunkt i:
• FN’s verdensmål for bæredygtighed skal være vores inspiration, i tanke og handling.
• FN’s verdensmål 17: Partnerskaber for handling.
Ovenstående vision er formuleret af borgere i Søvind i samarbejde med Plan og By, Horsens Kommune.