Byrum

Mål

Midtbyforbindelsen fra Banegården til Havnen er den vigtige sammenhæng gennem byen.

De vigtige torve og pladser skal udvikles, så bylivet får de bedste betingelser

Kunst og arkitektur er en del af byens udvikling

Byrummenes udformning skal tilsammen afspejle den mangfoldighed, der er i midtbyen.

Når der arbejdes med byrummene skal der tages udgangspunkt i rummets særlige identitet, de eksisterende aktiviteter og karakteristika.

Renoveringen og fornyelse skal ske med høj kvalitet og utraditionelle og unikke løsninger, der udfordrer det forudsigelige og understøtter bylivet.

Kunst skal indtænkes i udformningen af byrum. Det skal ske tidligt i processen, så det fra begyndelsen af projektet bliver vurderet hvordan og i hvilket omfang, kunst skal indtænkes i byrummets udformning.


Grønnegade

Handelskvarteret er byens centrale mødested, byens handelscenter og byens kulturcenter.

Kvarteret har èt stort byrum, Søndergade, en række mindre byrum og passager gennem karreerne.

Byrummene i Handelskvarteret skal bidrage til, at der i Horsens Midtby er en mangfoldighed af byrum. Samtidig skal byrummene i en by leve op til en række krav for at have en vis kvalitet. Alle krav kan dog ikke indfries i alle rum. Der drejer sig om:

Her skal være trygt. Både mht. trafik, til kriminalitet og vold og i forhold til ubehageligheder som forurening, støj og støv.

Man skal kunne gå komfortabelt, på gode flader, med noget at se på og opleve og med adgang for alle.

Man skal kunne stå, gerne i byrummets kantzoner med gode støttemuligheder.

Man skal kunne sidde. Sidde i solen, sidde med udsigt, sidde alene eller sammen.

Man skal kunne se. Have kig både kort og langt.

Man skal kunne tale sammen og høre normal tale.

Man skal have mulighed for bevægelse og aktiviteter.

Byrummet skal være i en behagelig skala og give mulighed for at nyde vejret.

Byrummet skal være smukt eller anderledes spændende.

Byrummene i Handelskvarteret indgår i en slags byrumsmæssigt hieraki:

Søndergade er det store byrum
Søndergade blev sidst forbedret i 1990/1991. Gaden bør gentænkes og have en ny udformning, der tilgodeser bylivsaktiviteter, cafeer og handel.

De små gågader og pladserne rundt om: Torvet, Rådhustorvet, Vitus Berings Plads, Svanes Torv og Teatertorvet.
Vitus Berings Plads er lige sat i stand, mens de andre pladser er af lidt ældre dato.

Passagerne og karre-gårdrummene.
Passagerne udgør et fint netværk i byens gaderum. Hvor de store gader overvejende løber øst/vest, ligger passagerne nord/syd og forbinder gaderne indbyrdes. Passagerne er som regel privat ejede. Passagerne skal åbnes og udnyttes som en del af byrummene i Horsens. Passagerne og gårdrummene kan fungere som grønne åndehuller, som historiske oplevelser, som gennemgange og som grønne gårdrum til cafeer og butikker.

Mod øst ligger Gasvej,med Horsens Kunstmuseum i Lunden og Industrimuseet modHavnen.
Gasvej forbinder de to kulturinstitutioner og skal være et mere spændende og grønt byrum. Ligeledes bør forbindelsen fra Torvet til Gasvej, Borgergade og Slotsgade, have en udformning og skiltning , der gør det attraktivt at fortsætte fra gågaderne ud til de to museer.

Rådhustorvet skal omdannes til et nyt torv. Her skal indarbejdes bylivsaktiviteter og klimamæssige tiltag i den nye udformning,

Åboulevarden skal have en ny udformning som en del af arbejdet med at få by og havn til at hænge sammen.

God og enkel skiltning skal gøre det nemt at finde rundt mellem byrummene. Dette kan gøre traditionelt eller som "Street Art". Altså som kombineret skilt og udsmykning.

Kunst skal indgå i byrummene på forskellig vis. Som byudstyr, som udsmykning, som blikfang, som belægning eller på bygningerne.

Hvor det er muligt skal der etableres små hyggelige miljøer, hvor man kan sidde i læ og læse eller samtale.